Landsholdsstregen Henrik Toft Hansen vender hjem til Danmark og til den klub, hvor han startede sin seniorkarriere.

Mors-Thy Håndbold har nemlig hentet den 35-årige stregspiller på en treårig kontrakt. Det meddeler klubben i en pressemeddelelse.

Henrik Toft Hansen spiller i dag for Paris Saint-Germain og tiltræder i sommeren 2023 i Mors-Thy.

»Jeg har altid fulgt Mors-Thy Håndbold på sidelinjen og har et fint kendskab og god kontakt til klubben, blandt andet via min bror Allan. Da vi som familie gerne vil bosætte os i området, og jeg skulle finde ud af, hvor min fremtid skulle ligge, var det nærliggende at forhøre mig om Mors-Thy Håndbolds planer,« siger hovedpersonen selv om sit kommende skifte og uddyber:

Foto: Zsolt Czegledi
Vis mere

»De syntes, at min henvendelse var interessant, og efter nogle gode samtaler over de sidste måneder er det hele faldet på plads,« forklarer han.

Henrik Toft Hansen begyndte sin seniorkarriere i Mors-Thy i den bedste danske håndboldrække i sæsonen 2004/2005.

Siden har han blandt andet været forbi den tyske topklub SG Flensburg-Handewitt og er lige nu i PSG, der er en altdominerende faktor i Frankrig.

I Danmark har Henrik Toft Hansen spillet i den nu hedengangne danske storklub AG København og i Aalborg Håndbold. Og nu går turen altså hjem til Mors-Thy.

»Ud over det spillemæssige kan Henrik være medvirkende til at rykke Mors-Thy Håndbold mod nye højder. Han kommer med stor erfaring, lederskab og professionalisme, som jeg forventer både kan forstærke og videreudvikle det dna, som Mors-Thy Håndbold bygger på i dag, siger Mors-Thys cheftræner, Niels Agesen, til det opsigtsvækkende skifte.

Med landsholdet har Henrik Toft også høstet kæmpestor succes. Han har været med til at vinde både EM-, VM- og OL-guld.

Den erfaring med håndbold på topniveau vil han nu dele ud af.

»Jeg kommer med en stor portion erfaring, som skal gives videre til en ung trup med nogle dygtige, unge spillere både på og uden for banen. Jeg vil gerne være med til at flytte holdet og klubben sportsligt,« siger Henrik Toft Hansen.