Nykøbing Falster slog Odense med 28-27 i et direkte opgør mellem to af håndboldligaens to guldfavoritter.

De forsvarende mestre fra Nykøbing Falster nedlagde lørdag den måske største titelrival i denne sæson.

På hjemmebane blev Jan Pytlicks Odense-hold slået med 28-27 efter 16-16 ved pausen.

Før sæsonen blev fynboerne af flere iagttagere udråbt til guldfavorit med en trup bestående af store danske profiler.

Det så da også lovende ud for Odense midtvejs i første halvleg, da gæsterne anført af landsholdsstjernen Stine Jørgensen kom foran 10-8.

En række fynske fejlafleveringer, udvisninger og udskiftninger gav dog Nykøbing chancen for at komme tilbage, og det lykkedes værterne at bringe sig i front med 16-11.

En Odense-slutspurt frem mod pausen betød, at stillingen var 16-16 før de sidste 30 minutter.

Nykøbing-spillerne havde dog mere i sig, og de bragte sig foran 22-18 i en periode, hvor de fynske gæster havde to spillere på bænken med to-minutters-udvisninger.

Da det også blev 23-18, tog Jan Pytlick sin anden timeout inden for få minutter i et forsøg på at afværge et truende nederlag. Den fik Pytlick ikke umiddelbart noget ud af.

De regerende mestre trak yderligere fra og kom foran 26-19.

Små otte minutters scoringspause for Nykøbing gav alligevel lidt spænding. Odense fik reduceret til 23-26 med seks og et halvt minut tilbage på uret.

Gæsterne kom også på 25-27, 26-28 og til sidst 27-28 med et halvt minut igen.

De rutinerede Odense-spillere lod lidt uforståeligt Nykøbing-holdet varme bolden i kampens sidste sekunder, så det endte med en hjemmesejr.

I pausen af opgøret annoncerede Nykøbing, at klubben har forlænget kontrakten med profilen Kristina Kristiansen frem til 2022.

Nykøbing har fire point efter de to første spillerunder i HTH Go Ligaen, mens Odense har to.

/ritzau/