Var det dét? Skulle hun trække stikket på landsholdet nu?
Tankerne kørte rundt i hovedet på Trine Østergaard de mange timer, hun sad på flyet tilbage i 2019.
For nedturen ramte så hårdt, at hun i dét øjeblik slet ikke kunne se noget positivt ved situationen.
Mere om det senere. For i dag er der store smil at spore hos Bietigheim-spilleren, der i år har landsholdsjubilæum.
Ti år i rødt og hvidt efter en 'lang rejse', som hun selv beskriver den tur, hun har været på, og som har gjort, at hun i år deltager i sin tiende slutrunde.
Meget er sket, siden hun startede. Kun tre spillere er tilbage fra den tid – hende selv, Sandra Toft og Louise Burgaard, og de er i dag alle en del af et langt mere socialt landshold.
»Nu er det mere en ting, der bliver snakket om. Man skal bidrage til fællesskabet, for at der kommer noget godt ud af det. Dengang tror jeg bare, folk passede lidt deres egen butik, og så skulle det nok gå på håndboldbanen. Ikke noget negativt, men det er bare blevet en ting nu, at skal vi præstere på banen, skal vi også bidrage til fællesskabet uden for banen,« siger Trine Østergaard.
Det er ikke kun på håndboldbanen, hun har udviklet sig. For hun har i den grad også lært af de råd, hun fik, da hun kom som en af de helt nye dengang i 2012.
»Jeg var meget genert og lukket dengang. Jeg er ikke så god til at møde nye mennesker og er en meget genert type. Mange af de råd, jeg fik, var at sige noget mere, byde mere ind og være mere åben. Det kunne jeg sagtens, med den personlighed jeg har. Det er noget, jeg har lært sindssygt meget af fra den tid. Alle lytter til det, man siger, man kan være sig selv, og det bliver taget godt imod,« siger Trine Østergaard, der selv prøver at give det videre.
Alle skal føle sig velkomne, glade og de skal ikke være bange for at sætte sig ved siden af hende efter at have hentet aftensmad i buffeten.
Ikke at der har været en bevidst opdeling tidligere, men hun kunne selv mærke, hvordan der var stor respekt for dem, der var 'ældre' end hende selv.
Respekten er der stadig, men på en anden måde. For alle er der med samme formål, og de er der af en grund – til både opture og nedture.
Begge dele har Trine Østergaard været en del af. For efter at have været med til at vinde bronze i 2013 ventede der de næste år en sand rutsjebanetur på godt og ondt.
Medaljerne kom ikke. Der blev skrevet meget i pressen om uro på holdet, spillerne sendte et kritisk brev til den daværende landstræner, Klavs Bruun Jørgensen, og de store opture manglede.
Det var barskt, men samtidig handlede det også bare om at knokle med de solide arbejdshandsker på.
»Det var hårdt. Jeg elskede også at spille på landsholdet i den tid, for jeg havde mange gode venskaber. Jeg synes også, fællesskabet der var rigtig godt. Nogle tider præsterede vi fint, vi fik bare aldrig resultaterne med os. Det var meget en rutsjebane, meget op og ned. Når man er i det, synes man, det er hårdt, men jeg tror ikke, det går op for en, hvor hårdt det egentlig er, før man er kommet på den anden side.«
»Os piger, der stadig er her i dag og var på holdet dengang … når vi snakker om det, siger vi også: 'Hvordan har vi kunnet håndtere det og stå imod det, komme igennem det?'. Det har vi formået at gøre, og det har også bragt os der, hvor vi er i dag. Man har fået mere hår på brystet på en måde. Vi står stærkere i dag, efter de ting vi har været igennem,« siger Trine Østergaard.
Hele nedturen kulminerede for hende i Japan 2019, hvor landsholdet missede OL-kvalifikationen.
Noget, der også var glippet fire år tidligere, og i det japanske var det blot et stolpeskud, der gjorde udfaldet efter en turnering, hvor landsholdet havde slået Frankrig, men endte med at ødelægge det for sig selv i sidste og afgørende mellemrundekamp mod Serbien.
»Det var bare sindssygt hårdt. OL er det eneste, jeg ikke har oplevet, og det er bare noget specielt. Det var jo virkelig sådan, at man tænkte: 'Er det så min tid på landsholdet nu?'. For når det ikke kan lykkes nu, kommer det så til at lykkes senere? Er det så det værd? Er det alle de dårlige rejser og dårlige hoteller værd? Så begynder man at opveje tingene,« fortæller Trine Østergaard om de tanker, hun gjorde sig på vej hjem i flyet.
Her var alt bare 'nedtur og dårligt'. Men hun understreger dog, at det hurtigt vendte, nærmest lige efter hun igen satte fødderne på dansk jord.
»Jeg var bare i et sort hul og kunne ikke se noget positivt nogle steder. Stemningen på flyet var ikke god. Men da jeg så kom hjem og så tingene i bakspejlet og fandt ud af, hvad der driver det hele, kom motivationen tilbage,« slår hun fast med sit velkendte smil.
Derfor var det også en lettelse endelig at vinde bronze igen ved VM i Granollers sidste år. En ny positiv kulmination på den genrejsning, landsholdet har været igennem.
Faktisk nævner landsholdsstjernen netop den slutrunde som en af de største opture, fordi der var så meget med i bagagen.
»Vi har kæmpet rigtig meget for at få den succes, og det var bare så rart, at det endelig skete. Man kunne ånde lettet op, fordi vi har arbejdet så hårdt på det i mange år. Der kom endelig et udbytte, og det var rigtig stort. De senere år har bare været en lang, hård og sej kamp for den succesoplevelse. Når man endelig får den og føler, vi stadig kan lægge lag på, giver det blod på tanden. Det gør, man har lyst til at fortsætte, for der var et udbytte,« siger Trine Østergaard.
Sammen med landsholdet jagter hun endnu et af slagsen ved EM i Slovenien.
Her mangler de sidste gruppekamp mod Sverige, der bliver spillet tirsdag aften.
