Et vildt rygte ramte pludselig håndboldverden inden nytår. Og midt i det hele stod den danske landsholdskeeper Emil Nielsen. 

For den tidligere håndboldlegende Stefan Kretzschmar, der i dag er sportsdirektør i Füchse Berlin, fortalte, at den ungarske storklub Veszprem skulle have budt to millioner euro - 15 millioner kroner - for Emil Nielsen. 

Et beløb, der i håndboldsammenhæng ville gøre ham til den dyreste handel nogensinde sammen med den franske legende Nikola Karabatic,  der blev købt for samme beløb af PSG i 2015. 

Den danske Barcelona-keeper fik et stort smil på læben, da han så historien på det sociale medie X - tidligere Twitter. 

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Det har jeg bare grint lidt af, det er sjovt,« siger Nielsen til B.T. og fortsætter: 

»Hvad kan jeg sige? Jeg kan jo sige det klassiske med, at jeg har to et halvt år tilbage i Barcelona, jeg er glad for at være der. Og så har jeg ikke hørt en skid om det før. Jeg læste det på Twitter (X, red.) og syntes bare, det var lidt sjovt.«

»Det er da en cadeau på sin vis, men jeg ved ikke, hvordan det er opstået. Hvis det er rigtigt, skulle jeg blive meget overrasket. Barcelona er i realiteten ikke forpligtet til at fortælle mig om det, hvis det er sket, men udfra Veszprems reaktion og udfra, at jeg intet har hørt, så synes jeg, det virker usandsynligt,« lyder det ærligt fra Emil Nielsen. 

Danskeren er med til EM i Tyskland som en af de to danske keepere sammen med Niklas Landin. 

Nielsen har storspillet i Barcelona i dette efterår og kan nu se frem til sin fulde slutrundedebut. 

Han har en enkelt VM-kamp under coronaslutrunden i Egypten i 2021.