Det er ikke just hyggelæsning for Kevin Magnussen at tage en rundtur til de store motorsportsmedier her dagen efter årets første Formel 1-grandprix.

For den danske Haas-kører får overvejende hug for sin præstation i Melbourne søndag, hvor han aldrig nåede i mål.

I det hele taget var det et noget problemfyldt weekend både i træninger og kvalifikation, og det afspejler karaktererne også. Omvendt bliver løbet overraskende vinder, Sebastian Vettel, rost til skyerne.

Her i BT består den danske Haas-kører lige akkurat.

  • Kevin Magnussen får karakteren 02 på 12-skalaen.
  • Her lyder det fra BTs Daniel Remar: »Den danske Formel 1-kører havde en problemfyldt weekend i Melbourne. Fredagens udfordringer var ikke Magnussens skyld, da bilen simpelthen gik i stykker. Men i kvalifikationen var danskeren selv årsag til, at en kørefejl ødelagde en ellers lovende omgang, og at han skuffende blev nummer 17. Løbet var nærmest slut, før det begyndte. Magnussen kolliderede med Marcus Ericsson på første omgang, og så lå han sidst, indtil han udgik. Selv om Haas-raceren har lovende fart, var det alt i alt skuffende.«

SKY SPORTS uddeler bundkarakter til danskeren hos Haas.

  • Kevin Magnussen får karakteren 4 af 10 – kun den tidligere Renault-makker, Jolyon Palmer, får også så lav en karakter.
  • Her lyder det: »Efter at misse Q2 fik Kevin Magnussen problemer på allerførste omgang, da han mistede kontrollen over sin Haas-bil og røg ind i Marcus Ericssons Sauber.«
  • Højeste karakter hos Sky Sports får løbets vinder, Ferraris Sebastian Vettel, og Fernando Alonso, der endte lige uden for pointene i den McLaren, der har haft så store problemer. De får begge 9,5.

På første omgang kom kevin Magnussen for tæt på svenske Marcus Ericsson.
På første omgang kom kevin Magnussen for tæt på svenske Marcus Ericsson. Foto: PAUL CROCK
Vis mere

AUTO MOTOR UND SPORT giver også bundkarakter til danskeren hos Haas.

  • Kevin Magnussen får karakteren 3 af 10 – også her er det kun den tidligere Renault-kollega, Jolyon Palmer, der rangeres så lavt.
  • Her lyder det: »Ingen god start for danskeren på det amerikanske hold. Kvalifikationen var allerede slut efter Q1. I løbet torpederede han Ericsson allerede på åbningsomgangen og udgik senere, fordi hjulophænget angiveligt var defekt. Det viste sig dog at være en punktering.«
  • Højeste karakter, 10 af 10, er der hos Auto Motor und Sport til både Sebastian Vettel og Fernando Alonso.

AUTOSPORT er lidt blidere ved den danske Haas-kører.

  • Kevin Magnussen får karakteren 6 af 10 – det samme får Kimi Raikkonen (Ferrari), Stoffel Vandoorne (McLaren). Daniel Ricciardo (Red Bull), Lance Stroll (Williams) og Jolyon Palmer (Renault) får lavere karakterer.
  • Her lyder det: »En rodet weekend for Magnussen, som havde en svær fredag og klarede desuden kun en tur i tredje træning, inden Stroll kørte galt. Løbet blev ødelagt af et klodset sammenstød med Ericsson, inden et problem med ophænget tvang ham ud af løbet, mens han på det tidspunkt var sidst.«
  • Højeste karakter hos Autosport får Sebastian Vettel, Felipe Massa (Williams) og Sergio Perez (Force India). De scorer alle 10 af 10.

Hos FORMEL 1s hjemmeside kårer man efter hvert løb ’Vinderne og taberne’, og her er selve Haas-teamet kommet med på den kedelige del af listen.

  • Her lyder det: »Det var et hårdt slag for Haas, at Romain Grosjean måtte udgå efter 13 omgange med en vandlækage. Da Kevin Magnussen smed sin racer ind i Marcus Ericssons Sauber på første omgang for siden at udgå på grund af ophænget blev det en brutal dag for holdet, der chokerede alle med den blændende debut for et år siden.«

Hos TV 2 mener Formel 1-skribenten Jacob Hammerholt, at Kevin Magnussen så ud til at hænge for meget fast i sine gamle vaner fra Renault.

  • Her lyder det: »Det er selvfølgelig en helt anderledes tankegang for Magnussen efter sidste års kvaler med en elendig racerbil. Missionen er ikke længere at presse bilen til det yderste med risiko for at gå lidt over grænsen, men i stedet kun presse bilen tæt på grænsen.«
  • Og: »Kevin Magnussen lærte i weekenden, at der er stor forskel, når man har byttet sin Renault-racer ud med en fra Haas. Det kostede dyrt, men det var vigtigt. For i Formel 1 får man ikke lang tid til at omstille sig til nye udfordringer.«