De fleste vil nok takke ja til at få samme vare til en lavere pris.

Og det er ikke desto mindre, hvad du kan få, hvis du følger denne lille 'hemmelighed', som supermarkedsgiganten Coop har lanceret.

Hvis en vare nærmer sig sidste salgsdato på hjemmesiden, så kan du nu købe varen til en stærkt nedsat pris på hjemmesiden. Det skriver TV 2 Lorry.

»Det er egentlig, som man kender det fra butikkerne, hvor vi har en 'Red Maden'-køler. Nu har vi også en 'Red Maden'-side på vores hjemmeside, hvor vi sælger de her varer billigere,« fortæller Lars Rasmussen, der er kommerciel direktør i Coop.

Han fortæller desuden, at forbrugerne ikke skal frygte for varernes kvalitet. Varerne lever stadigvæk op til holdbarhedsgarantien på trods af en lidt mere fremskreden udløbsdato.

Sker det, at maden heller ikke bliver købt til den nedsatte pris, så går de fleste madvarer til Fødevarebanken, der laver varerne om til måltider til udsatte borgere i over 300 sociale organisationer over hele landet.

Og når det gælder med frugt og grønt, er det dyrene, der bliver tilgodeset.

Coop har lavet en ordning med København Zoo, der betyder, at Coop donerer gammelt frugt og grønt til hovedstadens zoologiske have, hvor det ender som dyrefoder.