Rema 1000-koncernen bliver nu endnu mere markant herhjemme.

Efter måneders forhandlinger ligger nu endegyldigt fast, at Rema 1000 overtager 114 Aldi-butikker.

Onsdag har begge parter fået endeligt grønt lys, oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i en pressemeddelelse.

Godkendelsen kommer dog med den forpligtelse, at Rema 1000 skal frasælge et mindre antal af butikkerne. Det skal ske, for at købet ikke skader konkurrencen i nogle lokalområder.

Da 2022 var ved at slutte, meddelte Aldi, efter flere års underskud, at de ønskede at forlade det danske marked.

Ikke længe efter meldte Rema 1000, at de stod klar til at overtage. Handlen har siden været under undersøgelser hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som endeligt har vendt tommelfingeren opad.

Formand for Konkurrencerådet, Christian Schultz, udtaler:

»Indgrebet betyder, at Rema 1000 også frem over får en væsentlig konkurrent i alle de lokalområder, hvor fusionen har betydning. Dermed vil dagligvarekunderne stadig have reelle alternativer til Rema 1000.«

»Det har vist sig nødvendigt at undersøge Rema-Aldi-fusionens betydning for konkurrencen både nationalt og lokalt i 114 lokalområder. Vi har blandt andet indhentet oplysninger fra Aldi, Rema 1000, deres konkurrenter og kunder, kortlagt forbrugernes valgmuligheder og transporttid til dagligvarebutikker samt gennemført større økonomiske analyser, før vi kunne træffe afgørelsen.«

Det er ikke kun Rema 1000, som overtager Aldi-butikker.

Også Salling Group overtager en mindre del, nærmere bestemt 13 butikker. En fusionssag, som Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også undersøger.