Da 38-årige Mia Dam fra Kulby var i sit lokale supermarked sidste weekend for at handle ind til børnenes madpakke, så hun noget, der fik hende til at tabe kæben.

»De havde en agurk, som kostede 18,95 kroner. Jeg tænkte: ‘Nej. Er agurk nu blevet en luksusting, som vi kun kan få om fredagen?« siger hun, og fortsætter:

»Jeg spurgte, om de mente det seriøst. Og de sagde, at den da var steget lidt i pris. Steget lidt i pris!?«

En agurk til 18,95 kroner hører måske til sjældenhederne, men at danskerne går en fremtid i møde med markante prisstigninger på fødevarer, hersker der ingen tvivl om.

Mandag viste tal fra onlineovervågningsfirmaet Beepr, at Føtex havde sat priserne op på 7.500 varer, mens Bilka havde gjort det samme med 8.500 varer.

Også Coop, der står bag Brugsenkæderne, Kvickly, Fakta og Coop 365 har over de sidste fire måneder sat prisen op på 5.000 varer.

De massive bølger af prisstigninger har fået danskerne til at reagere. I en rundspørge, som YouGov har lavet for Aldi, svarer 47 procent, at de nu oftere ser efter tilbudsvarer.

Hos appen eTilbudsavisen, hvor man kan se supermarkedernes tilbudsaviser på smartphonen, oplever man også store besøgstal fra danskere, der leder efter rabatter.

I den forgangne uge have appen 280.000 besøgene, hvilket er 15.000 mere end en normal uge.

Søgninger efter tilbud på smør var så massive, at de ramte et højere niveau end i julen, som ellers er absolut højsæson for søgninger på smør.

Også Mia Dam forsøger nu at finde fødevarer på tilbud.

De stigende fødevarepriser lægger nemlig et ekstra pres på økonomien i hjemmet i Kulby, hvor Mia Dam bor sammen med sin mand og tre børn.

I forvejen har astronomiske prisstigninger på benzin, el og gas udhulet budgettet så kraftigt, at der ikke længere er økonomi til en spontan købepizza om fredagen eller dyre figenstænger til madpakken.

Så udsigten til, at fødevarerne også bliver dyrere, er uoverskuelig.

»Det er i forvejen kun spotvarer, ting med gul pris og datovarer, som kan nedfryses, der kommer i kurven. Der er ikke økonomi til impulsshopperi og til at handle ind til store bøffer,« siger Mia Dam:

»Jeg synes, at det er mega stressende. Man får nærmest dårlige nerver af at bruge penge, for man ved jo ikke, om den næste regning er endnu større.«

Følgende var de ti mest søgte varer på eTilbudsavis i sidste uge.

  1. Smør
  2. Æg
  3. Skyr
  4. Kylling
  5. Is
  6. Pepsi Max
  7. Ost
  8. Kaffe
  9. Øl
  10. Hakket oksekød