Meta, der blandt andet ejer Facebook og Instagram, har fyret den danske landechef.

Den store koncern skal skære i antallet af medarbejdere, og det rammer også det danske kontor og landechefen, Pia Tandrup.

Det skriver mediet Markedsføring.

»Ligesom resten af det europæiske marked er vi i Danmark også ramt af de opsigelser og strukturelle ændringer, som Mark Zuckerberg gennemfører i Meta,« siger hun til Markedsføring.

Det er ikke kun i Danmark, at sparekniven svinges. Meta er nemlig i gang med prikke 10.000 medarbejdere på skulderen, der snart må forlade virksomheden, mens 5.000 ubesatte stillinger nedlægges.

Pia Tandrup har været i Meta siden 2019 og siger til Markedsføring, at hun er ærgerlig over opsigelsen.

Hun siger desuden yderligere, at hun ikke har et nyt job på hånden.

Selskabet Meta er for nylig også blevet straffet af EU med en bøde på cirka ni milliarder kroner.

Det oplyser tilsynet Ireland's Data Protection Commission (DPC), som har afgjort sagen.

Bøden er blevet udstedt, fordi Meta ifølge tilsynet har forbrudt sig mod europæisk lovgivning ved at sende data fra europæiske Facebook-brugere til USA.