Salling Group har indledt en offensiv på dagligvaremarkedet, hvor kæderne Netto, Bilka og Føtex torsdag sænkede priser på varer som mælk og smør.

Beskeden er, at der er flere prisfald på vej.

Og det bliver et startskud til prisfald på fødevarer i Danmark, som bliver markant, og som kommer til at skabe et udtalt pres på de rivaliserende supermarkedskæder generelt, vurderer førende eksperter.

»Salling Groups meldinger om prisfald – at de taler så åbent om det – er udtryk for en markedsleder, der nu påtager sig et ansvar og går forrest,« vurderer Mogens Bjerre, lektor på CBS, og uddyber:

»Når en markedsleder som Salling Group siger, at der kommer prisfald i ryk resten af året, så er der ingen tvivl om, at det bliver fulgt op af handling. Og det kommer virkelig til at lægge et pres på hele markedet.«

At det lige præcist er mejeriprodukter, der står forrest i køen til prisfald, er ingen overraskelse for Palle Jakobsen, markedsanalytiker og indehaver af analysevirksomheden Agrocom.

Han peger på to tal fra EU-Kommissionens data om fødevarepriser på engrosmarkedet som årsag.

EU-Kommissionens beregnede værdi på mælk er faldet fra 66 euro per 100 kilo ved årsskiftet til 42 euro i dag.

Smør er faldet fra 725 euro per 100 kilo i slutningen af 2022 til 475 euro i dag.

»Der er ingen tvivl om, at når du ser på råvaremarkederne på grupper som mælkeprodukter og kornbaserede produkter, så bliver der tale om prisfald i den kommende tid i supermarkederne, og det vil brede sig,« vurderer Palle Jakobsen:

»Hvis vi skal gå ud fra engrosmarkedet, så forventer jeg ret store prisfald i supermarkederne. Og forbrugerne ser ind i priser, som næsten kommer til at normalisere sig på mejeriprodukter eksempelvis. Vi kommer aldrig tilbage til de gamle priser. Men vi kommer ret langt ned.«

En ting er, at Salling Group som markedsleder 'påtager sig et ansvar' ved at sænke priserne, vurderer Mogens Bjerre.

Men der er også andre motiver på spil.

»Der er konkurrenter til Salling Group, som er ramt hårdt økonomisk, og for hvem det vil gøre ondt at skulle følge med ned i pris. Det har Salling Group da haft med i overvejelserne,« vurderer Mogens Bjerre:

»At man kan presse konkurrenterne og måske vinde markedsandele, spiller naturligvis ind, når man så offentligt går ud og melder om prisfald, som man gør her.«