Der var spået store rekorder og voldsomt forbrug i hele verden, da Black Friday endnu en gang blæste ud over rampen den sidste fredag i november.

Og ja: Der blev brugt ufatteligt mange penge. Og ja: Slagtilbud på alt mellem himmel og jord hobede sig op. Men alligevel gik det ikke helt som forventet.

En god indikator er, hvad der skete i USA, som er verdens største økonomi.

Her faldt forbruget fra ni milliarder dollar i 2020 til 8,9 milliarder dollar i 2021 – eller fra 59,1 milliarder kroner til 58,4 milliarder kroner.

Det viser tal fra fra Adobe Digital Insights, skriver New York Times.

Det er første gang, forbruget på Black Friday er faldet år til år.

Også i Danmark var Black Friday lidt af et flop. For selvom der blev brugt mange penge, så præsterede hele Black Week ikke som forventet og satte i hvert fald ikke rekord.

Ifølge Danske Bank, som følger forbruget hos en million kunder via dankort og mobile pay, var forbruget i ugen op til og på Black Friday lavere i år end i 2020 og kun en smule højere end i 2019.

Danske Banks chefanalytiker Louise Aggerstrøm Hansen kalder forbruget i Black Week for ‘en smule skuffende’, men forsøger så at forklare den manglende forbrugerrekord:

»Selvom det er en smule skuffende, er det klart godkendt, når man tager i betragtning, at der hverken var boost til forbruget fra feriepenge som sidste år, og at Black Friday faldt på en lønningsdag i 2019 – noget der typisk er med til at løfte forbruget,« skriver Louise Aggerstrøm Hansen i en kommentar.

I USA trøster man sig med, at forbruget generelt i november var højere end samme måned i 2020.

Med andre ord: Forbrugerne købte ind tidligere end selve Black Week eller Black Friday.

»For første gang nogensinde oplevede Black Friday en nedtur i vækst i forhold til året forinden,« siger Vivek Pandya, chefanalytiker ved Adobe Digital Insights, i følge The Verge:

»Forbrugerne har været strategiske i forhold til deres gaveindkøb og købt ind meget tidligere på sæsonen. De er fleksible i forhold til at sikre sig, at de får de bedste rabatter.«