Hvis du skal finde vej med din iPhone, er der to primære muligheder.

Du kan kaste dig i Googles arme med Google Maps eller i Apples arme med appen 'Kort'.

Er du en af dem, der sværger til sidstnævnte, så er der efter flere års ventetid gode nyheder fredag.

Apple lancerer således en opdatering til appen i Danmark, der allerede skulle være at finde i appen i dette øjeblik, mens du læser.

Apple bruger selv store ord om, at de har opdateret selve kortet i flere detaljer og farver, men bor man i en af Danmarks større byer, er det en anden af nyhederne, der bør tage overskrifterne:

Man kan langt om længe få cykelruter gennem 'Kort'.

Det har været tilgængeligt på Google Maps i årevis, men nu er Apple kommet med på vognen.

Endda med et par funktioner, der ikke er at finde i Google Maps, så 'Kort' for eksempel viser, hvis der er trapper eller ingen cykelsti på en cykelrute.

Sådan ser de nye mere detaljerede 3D-kort ud, der nu kommer til Danmark.
Sådan ser de nye mere detaljerede 3D-kort ud, der nu kommer til Danmark. Foto: Apple
Vis mere

'Kort' kan også vise en højdeprofil for din rute, så du kan forberede dig på, om der skal okses igennem i pedalerne.

Der er også forbedringer for personer, der skal med offentlig transport, så man kan finde nærmeste station eller få et overblik over stationen.

Er man typen, der er sindssygt dårlig til at finde vej i København, kan man også få 'augmented reality'-vejvisning, så du kan bruge din telefons kamera til at finde vej.

Sidst, men ikke mindst, har Apple nu også, ligesom Google gjorde for år tilbage, haft en bil kørende rundt med et kamera på toppen, så man i deres korttjeneste kan finde noget, der tilsvarer Googles Street View-funktion.

Brugere kan altså nu hoppe ned og se byen på gadeniveau i Danmark.

Alle funktionerne blev introduceret i flere andre lande eller byer tilbage i efterået 2021, og nu kommer de altså til Danmark.

Ifølge Apple kræver opdateringen ingen - ja - opdatering af appen. De nye tilføjelser skulle automatisk dukke op i appen fredag.