Arsenals Granit Xhaka siger, at alvorlige kommentarer mod hans familie var skyld i, at han kogte over i vrede.

Arsenals anfører, Granit Xhaka, undskylder torsdag aften for sin vrede i forbindelse med udskiftningen i kampen mod Crystal Palace søndag.

I en pressemeddelelse på sin Instagram-profil skriver den schweiziske midtbanespiller, at alvorlige angreb på sociale medier mod hans familie fik ham til at koge over af raseri.

På vej ud af banen i kampen rev han sin Arsenal-trøje i stykker og klappede hånligt af klubbens fans, der kvitterede med at buhe højlydt af schweizeren.

- Scenerne ved min udskiftning har rørt mig dybt. Jeg elsker klubben og vil altid give mig 100 procent, skriver han.

- Følelsen af ikke at blive forstået af fans og gentagne alvorlige angreb i kampe og på sociale medier over de seneste måneder har såret mig dybt, skriver schweizeren.

- Folk har sagt ting som: "Vi brækker dine ben", "dræber din kone" og "ønsker, at din datter får kræft".

- Det fik mig til at nå kogepunktet, da jeg mærkede afvisningen på stadionet søndag.

Granit Xhaka håber, at han og fansene igen kan få et godt forhold med respekt for hinanden.

Arsenals manager, Unai Emery, udelod Xhaka fra truppen i klubbens kamp i den engelske ligacup onsdag mod Liverpool.

Den tabte Arsenal efter straffesparkskonkurrence, efter at kampen endte med de utrolige cifre 5-5.

/ritzau/