VM i Rusland har berøvet Sveriges spillere for en reel træningsopstart hen over sommeren, mener Jan Andersson.

Stockholm. Det svenske fodboldlandshold styrede mandag mod en sejr over Tyrkiet i Nations League.

Men i slutminutterne gik det helt galt, da tyrkerne scorede to gange og vandt med 3-2 i Stockholm.

Landstræner Jan Andersson peger på, at sammenbruddet kan skyldes deltagelsen ved sommerens VM i Rusland. Her nåede Sverige til kvartfinalen, hvor holdet røg ud til England.

- Vi laver mange tekniske fejl og blev straffet hårdt. Vi så trætte ud ret tidligt i kampen, og vi var ikke rappe nok i bevægelserne. Vi må finde ud af, hvad det skyldes, siger landstræneren.

- Jeg bryder mig ikke om at lede efter undskyldninger, men vi, der nåede langt til VM, har ikke nogen spillere, der har en reel sæsonopstart i kroppen, siger Andersson.

I sidste uge tabte Sverige med 0-2 til Østrig, der ligesom Tyrkiet ikke deltog ved VM-slutrunden i Rusland.

Mange svenske spillere er derfor kommet sent tilbage til deres respektive klubber, hvor træningen har været i fuld gang.

- Østrig og Tyrkiet var ikke med til VM, og deres spillere har haft en sæsonopstart og er længere fremme rent fysisk.

- Normalt ser vi ikke sådan her ud. Spillerne er helt færdige. Der er for mange, som det ikke stemmer for lige nu, mener landstræneren.

Sverige førte med 2-1 i mandagens hjemmekamp på Friends Arena frem til det 88. minut, inden indskiftede Emre Akbaba sikrede de tyrkiske gæster sejren med to scoringer.

/ritzau/TT