Efter SBS har købt rettighederne til Danmarks kvalifikationskampe til slutrunderne i 2016 og 2018, skal de danske roligans ikke forvente at få testkampene at se på TV 2.

TV 2 er nemlig ikke interesseret i at vise testkampene, når ikke de kan vise de rigtige kampe, fortæller TV 2's sportschef, Frederik Lauesen.

- Det er vi langt fra interesseret i. På TV 2 vil vi gerne vise det ypperste, og det vil være lidt mærkeligt, hvis TV 2 viste testkampene, og en anden kanal viser de rigtige kampe, så nej det kan jeg ikke forestille mig, vi har den store interesse i, siger han.

SBS, der blandt andet ejer kanalerne Kanal 5 og 6'eren, har købt rettighederne til samtlige kvalifikationskampe til EM i Frankrig i 2016 og VM i Rusland 2018. Det betyder, at alle Danmarks kvalifikationskampe bliver vist på Kanal 5 de næste fire år.

Salget af rettighederne er blevet ændret, så det ikke er de enkelte fodboldforbund, der sælger rettighederne til hjemmekampene, men nu er alle rettigheder samlet hos UEFA. Det betyder, at TV 2 ikke kan nøjes med at købe enkelte kampe, og det gør det svært for kanalen at følge med de store multinationale firmaer.

TV 2 har forsøgt at sikre sig rettighederne og har ifølge Frederik Lauesen budt et meget stort beløb:

- Den dyreste landskamp de seneste par år var kampen i Italien. Denne gang har vi i gennemsnit per kamp budt mere, end hvad vi gav for den kamp. Vi er oppe i et rigtig rigtig højt beløb i forsøget på at bevare det danske landshold på de store public service-stationer, siger han.

'Hele Danmarks hjemmebane' kalder TV 2 sig, men det mærkat er svært at fastholde nu, erkender Lauesen, der dog trøster sig ved, at kanalen fortsat har Danmarks største seermagnet, herrelandsholdet i håndbold.

- Det er absolut et knæk for os, men man kan sige, at vi kan hygge os med, at det mest populære landshold i øjeblikket er det danske herrelandshold i håndbold, hvis man ser på seertal. Men der er da ingen tvivl om, at vi klart har ønsket fra TV 2's side, at vi kunne blive ved med at have et samarbejde med DBU og landsholdet om at vise kampene, som vi har gjort de seneset mange år, siger han.

Fremover vil kvalifikationskampene blive spillet under det nye format Week of Football, der betyder, at man spreder kvalifikationskampene ud over flere dage på ugen, i stedet for at spille alle kampene fredag og tirsdag, som man kender det nu.

Hos DBU har man endnu ikke hørt om salget af rettighederne og vil derfor ikke kommentere yderligere, men man glæder sig over det nye koncept.

- Det er vigtigt for os at fastholde og fortsætte udviklingen af attraktive platforme for vores sponsorer og samarbejdspartnere omkring kvalifikationskampene. Og med det nye UEFA-koncept ’Week of Football’ ser vi gode muligheder for at styrke denne udvikling. Med ’Week of Football’ vises der fremover europæisk landsholdsfodbold fra torsdag til tirsdag, og jeg tror, det kan medvirke til at give dansk landsholdsfodbold et løft, skriver administrerende direktør i DBU A/S, Katja Moesgaard i en mail til BT.