Danmark skal møde Ukraine på udebane i Nations Leagues playoff-runde – i hvert fald som tingene ser ud lige nu.

De sidste kampe i Nations League blev afviklet tirsdag aften, og dermed har vi nu det fulde overblik over stillingerne i de forskellige puljer og lag.

Danmark er nummer tre i Nations League B, og det betyder, at landsholdet står til at skulle spille playoff-kamp på udebane mod Ukraine. Ukrainerne vil have fordel af hjemmebane, fordi de endte som nummer to i Nations League B.

Vinderen af det opgør skal herefter spille finale mod vinderen af Bosnien-Sverige om en EM-billet. Kampene afvikles i foråret 2020.

Foto: REBECCA NADEN
Vis mere

Men i 2019 spilles den ’almindelige’ EM-kvalifikation, og den vil sandsynligvis komme til at ændre på sammensætningen af playoff-kampene.

Hvis Danmark kvalificerer sig til europamesterskaberne via EM-kval’en, skal man IKKE spille mod Ukraine. I så fald overgår Danmarks playoff-billet til et andet mandskab.

Det samme gør sig selvfølgelig gældende i tilfælde af EM-kvalifikation til Ukraine, Bosnien eller Sverige.

Der trækkes lod til EM-kvalifikationen d. 2. december.