Yussuf Poulsen kalder det "brutalt bittert", at RB Leipzig smed føring mod Rosenborg og er færdig i Europa.

Den danske landsholdsangriber Yussuf Poulsen og RB Leipzig styrede torsdag mod en plads i forårets knockoutkampe i Europa League.

Den tyske klub førte 1-0 over Rosenborg, men i det 86. minut udlignede de norske gæster til slutresultatet 1-1, hvilket blev kostbart for Leipzig.

- Det er naturligvis brutalt bittert, siger Yussuf Poulsen til dpa.

Danskeren, der kom på banen fra anden halvlegs start, føler sig skyldig i, at tyskerne ikke er videre i turneringen.

Angriberen kom til flere muligheder, og efter en time sendte han bolden på stolpen i en situation, hvor gæsternes keeper fik fingerspidserne på.

- Vi skal ganske enkelt vinde sådan en kamp. Efter at vi kom foran 1-0, havde vi fem-seks 100 procents chancer - jeg havde selv tre, fortæller Poulsen.

Umiddelbart efter pausen bragte Leipzigs unge brasilianer Matheus Cunha de tyske værter foran med 1-0.

Trods et stort chanceovertag til Leipzig, så var det Rosenborg, der fik scoret kampens andet mål, da midterforsvareren Tore Reginiussen headede bolden ind til 1-1 i slutfasen.

Leipzig-anfører Willi Orban var ligesom Yussuf Poulsen ikke helt tilfreds med kampens udvikling.

- Vi scorede ikke det andet mål, og det straffede Rosenborg, siger Orban til dpa.

Med en sejr var Leipzig endt foran skotske Celtic i gruppe B. Celtic følger i stedet Salzburg videre til forårets 16.-delsfinaler, mens Leipzig og Rosenborg er færdige i Europa League.

/ritzau/