OB-træner Henrik Clausen mener, holdet er slidt ned, mens Anders Møller Christensen kalder nederlaget uforståeligt

Forleden faldt den fynske fodboldstolthed totalt sammen i Europa League-hjemmekampen mod Twente og tabte 1-4, mens man i går i Superligaen tabte 1-2 til formsvage AaB, der ellers ikke havde vundet i Superligaen siden 27. august.

Så galt galt står det til, at OB i sine seneste otte kampe kun har vundet en enkelt gang. OB-træner Henrik Clausen beklagede efter kampen resultatet.

- Vi fik ikke det, vi var kommet efter. Jeg er meget skuffet, selvom jeg egentlig synes, at vi spillede okay de første 20-25 minutter, sagde han og tilføjede: 

- Men det seneste tids mange kampe har tæret hårdt på spillerne. Jeg er glad for, at vi for første gang i umindelige tider får en uge til at forberede os til næste kamp. Det vil forhåbentlig give ro i hovederne på spillerne, så de kan levere en toppræstation mod FC Midtjylland (på lørdag, red.).

Måske er det netop det, der skal til for at OB-spillerne igen kan rejse sig. Anders Møller Christensen har i hvert fald svært ved at se, hvad det er, fynboerne bliver fældet af gang på gang.

- Den ’onde cirkel’ vi er havnet i, er komplet uforståelig. Jeg ser intet mønster i tingene. Vi indledte sæsonen med at spille flot fodbold i Champions League-kvalifikationen, og lige nu underpræsterer vi. Fysisk er der intet, der halter, så måske er det psyken, vi er ramt på?, funderede forsvarsspilleren Anders Møller Christensen, der var stor nok til at tage sin del af ansvaret.

- Umiddelbart før AaB kommer foran 1-0 på straffespark helkikser jeg en aflevering. Det sætter nordjyderne i gang, mens vi defensivt bliver usikre, sagde han. Og han havde ret.

Ganske vist fik OB få minutter senere udlignet til 1-1 på det straffespark, som Chris Sørensen eksekverede efter AaBs norske stopper, Kjetil Wæhler, havde fældet Espen Ruud. Men efterfølgende var det så som så med kreativt fodboldspil. I stedet for at kombinere sig til målchancer på den velplejede grønsvær i Aalborg, blev boldene nærmest lodset fremad til angrebsduoen Rasmus Falk/Peter Utaka, der ikke underligt havde svære arbejdsbetingelser.

Højst overraskende var angriberen Baye Djiby Fall placeret på bænken, selvom det var ham, der mod Twente i torsdags scorede OBs enlige mål. Det fik dog ikke senegaleseren til at tale med store bogstaver.

- Det er op til træneren at udtage holdet. Det, der skuffer mig i dag, er ikke, at jeg først kommer på banen i anden halvleg, men at vi taber, sagde Baye Djiby Fall.

Nederlaget var ikke det eneste, der bekymrede i OB-lejren efter kampen. Her blev der også talt om, hvor slemme Espen Ruuds og Bashkim Kadriis skader er.

- Det var ikke planen, men jeg var nødsaget til at tage dem ud, da de begge beklagede sig over ømhed bag på, sagde Henrik Clausen, der havde planer om at sende malineseren Kalilou Traoré i kamp mod AaB.

- Desværre måtte han forlade lørdagens træning på grund af knæproblemer. Så han måtte bliver hjemme i Odense, forklarede Henrik Clausen.