De skal blive nummer tre. Men uden deres tre bedste spillere. Sådan lyder den nye opgave for Brøndby – og den er stillet af klubbens egen ledelse.

Søndag aften indleder Brøndby IF forårssæsonen i Odense mod OB. Og det bliver et forår, hvor talenterne skal levere varen, hvis klubbens forventninger skal indfries.

Ledelsen har meldt ud, at de blå-gule fra Vestegnen skal slutte blandt de tre øverste hold. At meget ansvar nu hviler på egne talenter, bekymrer ikke 25-årige Andreas Maxsø.

Tror du lige så meget på de unge drenge, som jeres trænerteam tydeligvis gør?

»Ja, selvfølgelig. Specielt de unge har løftet sig og taget nogle store skridt her i opstarten. De skal være klar til at tage endnu mere ansvar, og vi mere erfarne spillere skal være klar til at hjælpe dem,« siger Andreas Maxsø til B.T.

Forsvarsspilleren føler, at truppen er rykket tættere sammen i bussen efter tabet af Kamil Wilczek, Dominik Kaiser og Hany Mukhtar, og han påpeger, at forberedelserne til den nye sæson har været gode med en masse intensitet på træningsbanen.

25-årige Andreas Maxsø er godt klar over, at Brøndby skal vænne sig til, at man ikke har eksempelvis Kamil Wilczek, der scorer på de fleste chancer, han får i løbet af en kamp.

Den tidligere anfører Wilczek er fortid i Brøndby, og Andreas Maxsø har derfor overtaget anførerbindet. Den nye anfører er helt tilfreds med, at ledelsen har skruet op for forventningerne til sæsonen, så Brøndby ikke skal slutte i top-6, men i stedet for i top-3:

Andreas Maxsø og Brøndby IF indleder forårssæsonen søndag aften i Odense mod OB.
Andreas Maxsø og Brøndby IF indleder forårssæsonen søndag aften i Odense mod OB. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

»Jeg synes, at top-3 er realistisk, og ambitionen er fair, fordi vi skal være ambitiøse i Brøndby. Første skridt er naturligvis at sikre top-6 i grundspillet, men derefter skal vi blive nummer tre og sikre europæisk fodbold i næste sæson.«

Andreas Maxsø er stolt over at være ny anfører på Vestegnen, men han har ikke tænkt sig at ændre sin måde at være på. Han er dog indforstået med, at anførerrollen betyder, at han ligeledes skal gå forrest uden for banen.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller har en idé om, hvorfor det lige var ham, som Niels Frederiksen gjorde til ny anfører:

»Jeg har prøvet nogle ting i udlandet, og jeg tror, at trænerteamet følte, at jeg kom med nogle fine ting som ny spiller for tre-fire måneder siden, der gavnede truppen.«