Dansk Flygtningehjælp annoncerede mandag til B.T., at man havde droppet samarbejdet med fodboldstjernen Nadia Nadim i kølvandet på hendes kontroversielle ambassadør-aftale med VM-værterne fra Qatar.

Men Nadia Nadim hævder nu, at  samarbejdet med Dansk Flygtningehjælp var en éngangsting i forbindelse med et besøg i Kenya – og at samarbejdet automatisk ophørte for tre år siden.

»Jeg arbejdede med Dansk Flygtningehjælp i starten af 2019 – i forbindelse med et enkelt besøg i Kenya. At komme her tre år senere og sige, at samarbejdet er slut, er det samme som, hvis jeg nu annoncerede, at min kontrakt med Manchester City sluttede i dag (hun stoppede i Manchester City i 2018, red.). 'Partnerskabet' sluttede automatisk,« skriver Nadim på Twitter og tilføjer:

»Hvad tror I, at paparazzi'ernes næste skridt bliver? a) Siger, at jeg lyver ved at vise en LinkedIN-konto, hvor der står, at jeg stadig arbejder med Dansk Flygtningehjælp? b) trækker sig tilbage, samler sig og finder på en anden løgn om mig? c) Opfinder en historie om noget andet?

Den danske landsholdsstjerne hævder altså, at hun kun samarbejdede med Dansk Flygtningehjælp i forbindelse med besøget i Kenya i starten af 2019.

Men en hurtig søgning på internettet viser, at hun efterfølgende flere gange har repræsenteret den danske humanitære organisation,

I maj 2019 præsenteres hun officielt som ambassadør for organisationen.

I oktober 2019 præsenterer hun sig selv som ambassadør for Dansk Flygtningehjælp i en video på Instagram:

I januar 2020 står hun igen frem som ambassadør for Dansk Flygtningehjælp:

I juni 2020 præsenteres Nadia Nadim som ambassadør for Dansk Flygtningehjælp i et program på P3, hvor hun fortæller om livet som flygtning.

B.T. har været i kontakt med Dansk Flygtningehjælp, der ikke har nogen kommentar til Nadia Nadims påstand om, at samabejdet sluttede for tre år siden.

I en mail til B.T. tidligere mandag skrev organisationen følgende om beslutningen om at stoppe samarbejdet med Nadia Nadim:

»Vi har efter en fin dialog med Nadia taget et gensidigt valg om at afslutte samarbejdet. Det er hendes engagement i forbindelse med VM i Qatar, der ikke er foreneligt med vores værdier.«