Lyt til artiklen

Nadia Nadims beslutning om at blive ambassadør for vinterens kontroversielle VM-slutrunde i Qatar får nu endnu en stor konsekvens for den danske fodboldstjerne.

Det fik mange til at spærre øjnene op, da Nadim Nadim delte opslag på sine sociale medier i december, der promoverede VM-slutrunden i Qatar.

For ti dage siden blev det så offentliggjort, at den danske stjerne skal være ambassadør for den kontroversielle turnering.

Men det betyder, at Nadia Nadim ikke længere er ambassadør for Dansk Flygtningehjælp. Det skriver organisationen i en mail til B.T.

»Vi har efter en fin dialog med Nadia taget et gensidigt valg om at afslutte samarbejdet,« fremgår det i mailen.

»Det er hendes engagement i forbindelse med VM i Qatar, der ikke er foreneligt med vores værdier.«

Nadia Nadims rolle som reklamesøjle for historiens mest skandaleombruste slutrunde så ikke ud til at harmonere med rollen som ambassadør for Dansk Flygtningehjælp, hvor hun var såkaldt Goodwill Ambassador.

Tidligere er det kommet frem, hvordan tusindvis af migranter eksempelvis har måttet lade livet i forbindelse med stadionbyggerier til VM i ørkenstaten.

»Nadia Nadim er og har længe været en engageret fortaler for flygtninges og særlig pigers rettigheder og brugt sin position som rollemodel i rigtig mange positive initiativer – også i forskellige samarbejder med os, og det har vi været glade for.«

»Vi er desværre ikke blevet taget med på råd i beslutningen om hendes ambassadørskab til VM i Qatar, som vi selvfølgelig synes er problematisk og ikke er i overensstemmelse med de menneskerettighedsværdier, vi i DRC Dansk Flygtningehjælp hver dag kæmper for,« siger Kasper Viebke, som er fundraisingchef i DRC Dansk Flygtningehjælp, til B.T.

Nadia Nadim, der også er ambassadør for UNESCO, meldte nyheden ud om sin nye rolle som ambassadør for VM i Qatar 1. april.

Her opstod der forvirring, da hun selv sendte signaler om en potentiel aprilsnar. Men den var altså god nok.

At den rolle ikke er en aprilsnar, ærgrer selvsagt Dansk Flygtningehjælp, og det har altså nu fået konsekvenser.

Det har været svært at få nogen som helst information om Nadia Nadims rolle for Qatar 2022. Praktisk talt umuligt.

B.T. er blevet mødt af en ring af tavshed.

Hverken UNESCO, kulturminister Ane Halsboe Jørgensen, DBU-formand Jesper Møller, kommunikationschef Jakob Høyer, direktør Jakob Jensen, Nadims amerikanske klub, Racing Louisville, eller organisationen omkring VM i Qatar har tidligere indvilliget i sætte ord på den betændte sag over for B.T.

Landstræner Kasper Hjulmand har forklaret, at han ikke har nogen mening om spørgsmålet, selvom DBU har taget afstand fra VM-slutrunden og kritiseret den i hårde vendinger.

Dansk Flygtningehjælp, der – ligesom fodbolddirektør i DBU Peter Møller, som udtalte sig til Ritzau – ikke støtter op om Nadims valg om at tilslutte sig kampagnen for VM-slutrunden i Qatar, tager dog bladet fra munden.

Her understreger man samtidig, at organisationen selvfølgelig ikke kan træffe beslutninger på den 33-årige fodboldstjernes vegne.

»Det har også været vores budskab til Nadia, mens vi dog hverken kan eller skal kontrollere, hvilke partnerskaber hun indgår,« fastslår Kasper Viebke.

B.T. har kontaktet Nadim-lejren. Men de har ingen kommentarer, oplyser hendes agent, Michael Kallbäck.