Cirka 223 millioner danske kroner.

Det er, hvad Real Madrid er klar til at tilbyde Paul Pogba i bonus, hvis den franske stjerne skriver under med den gigantiske La Liga-klub.

Det skriver det spanske medie ABC.

Pengepungen lukkes dog ikke her. Real Madrid er således også klar med en stor løn til Manchester United-stjernen. Den lyder på små 105 millioner kroner om året.

28-årige Paul Pogba
28-årige Paul Pogba Foto: CARL RECINE
Vis mere

Det svarer til lige i underkanten af to millioner kroner om ugen. Real Madrid håber at kunne tiltrække Paul Pogba, når hans kontrakt på Old Trafford udløber til juli næste år.

Og hvis det står til Mino Raiola, så får de tidligere Champions League-vindere deres vilje. Paul Pogbas agent mener således, at et klubskifte er det rigtige for midtbanespilleren.

Superagenten mener ifølge mediet, at et sommerskifte til Spaniens hovedstad vil være godt for Paul Pogba, fordi det vil øge hans chancer for at vinde Champions League.

Men Real Madrid får ikke den 28-årige franskmand uden kamp. Paris Saint-Germain er således også interesseret i Paul Pogbas underskrift. Og den franske klub er klar med en enorm løn.

Den er klar til at tilbyde Manchester United-spilleren hele 4,5 millioner kroner om ugen.

Paul Pogba har endnu ikke kommenteret alle rygterne, og fremtiden fortsætter derfor med at være usikker for verdensmesteren fra 2018.