Martin Braithwaite har ikke spillet en fodboldkamp siden 29. august.

Her udgik den danske FC Barcelona-spiller med en alvorlig knæskade, og i mellemtiden har bomberen mistet en konkurrent i angrebet, da Sergio Agüero stoppede karrieren grundet hjerteproblemer.

Til gengæld ser det ud til, at det kun er et spørgsmål om tid, før danskeren får en ny medspiller at kæmpe med om angrebspladserne.

Det skriver det spanske medie Sport.

Ferrán Torres ser ud til at blive Martin Braithwaites holdkammerat inden for få dage.
Ferrán Torres ser ud til at blive Martin Braithwaites holdkammerat inden for få dage. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Ifølge den Barcelona-baserede avis kan Ferrán Torres blive FC Barcelona-spiller inden længe. Han er således allerede ankommet til den spanske by og afventer lige nu blot sit lægetjek, der ifølge Sport skal finde sted mandag morgen.

Den 21-årige angriber skiftede til Manchester City fra Valencia i sommeren 2020, men allerede nu ser han ud til at være på vej tilbage til Spanien.

Skiftet har været en offentlig hemmelighed gennem længere tid – så meget, at Manchester City-træner Pep Guardiola har udtalt, at Torres' afgang fra den engelske storklub ser ud til at være tæt på.

Ligesom Braithwaites sæson er hans indtil videre blevet spoleret af en skade, og han har kun spillet syv kampe med tre mål til følge i den igangværende sæson.

Men misforstå det nu ikke: Der er tale om en spansk landsholdsspiller og en stjerne, der kommer til FC Barcelona, og det bliver ikke nemt for Martin Braithwaite at henvise ham til bænken.

Også fordi en spiller som Ferrán Torres formentlig kommer til at koste FC Barcelona et sted mellem 300 og 500 millioner kroner.

Mediet forklarer også, at han formentlig får rygnummer 11 efter Yusuf Demir, der ser ud til at blive skubbet ud af klubben.

Sker det ikke, er den hollandske angriber Luuk de Jongs nummer 17 også en mulighed.

Det kræver dog, at han finder sig en anden klub. Alternativt kan Agüeros nummer 19 bliver Ferrán Torres' kommende rygnummer.