Han har gjort ting, ingen andre trænere har formået at gøre før ham.

Alligevel tager rygterne om Zinedine Zidanes fremtid i Real Madrid til uge for uge i takt med at storklubbens resultater bliver ringere og ringere.

Mesterskabet er langt væk, men uanset om madrilenerne vinder titler eller ej i denne sæson, bør de holde fast i Zidane som træner.

Det mener den tidligere Real Madrid-stjerne, Michael Laudrup:

 
Mads Junker og Brian Laudrup gennemgår sæsonens første El Clasico.
Vis mere

»Han (Zidane, red.) kom ind på et svært tidspunkt. Han har som den første nogensinde formået at vinde Champions League to gange i træk. Og i en af sæsonerne vinderne han desuden den spanske liga foran Barcelona. Jeg synes, han har gjort det fantastisk,« siger han til mediet Omnisport og fortsætter:

»Da vi så Real Madrid slå Barcelona i starten af sæsonen, tænkte alle, at i år vinder Real Madrid alt. I øjeblikket er det ikke sådan, men jeg mener stadig, at det han har opnået de seneste to år, burde være nok til at sikre, at han beholder sit job, selv hvis Real Madrid skulle have en sæson, hvor de slet ingen titler vinder.«

Zidane har, siden han overtog trænerjobbet i Real Madrid fra Rafael Benitez for to år siden, vundet otte af ti mulige titler. På trods af den aktuelle krise, hvor Real Madrid i ligaen er 16 point efter Barcelona, har han netop skrevet under på en kontraktforlængelse, der løber frem til 2020.

Forlængelsen er aldrig blevet formelt annonceret, men Zidane har bekræftet overfor spanske AS, at den er underskrevet. Alligevel føler han sig ikke sikker på sit job:

»Jeg tager det kamp for kamp, år for år. Lige som sidste år. Jeg kan ikke se to eller tre år frem, for det betyder ingenting at have en kontrakt,« siger han til avisen.

Real Madrid spillede sig i midtugen videre til kvartfinalen i Copa del Rey, mens man i Champions League kan se frem til en 1/8-finale mod Paris Saint-Germain.