Kaos, kaos og atter kaos.

Det har været et kendetegn i Esbjerg fB, efter Peter Hyballa blev udnævnt som træner i klubben 24. maj.

Onsdag sagde den storomtalte tysker sit job op i klubben, og med det skulle man tro, at uroen var stilnet af, men det er ikke tilfældet.

Efter opsigelsen har 45-årige Hyballa udtrykt, at han er stærkt utilfreds med klubben og spillernes behandling af ham.

Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Det var mobning, det har jeg aldrig oplevet. (...) Jeg var angivelig en terrortræner, tabloidpressen var efter mig, og spillerne skrev et brev,« siger han til Algemeen Dagblad.

Den 29. juli kom det frem, at spillerne havde skrevet et åbent brev til bestyrelsen i Esbjerg fB, om hvordan situationen var i klubben under ledelse af Hyballa. Til det siger han:

»Mange af de fyre er blevet sat under pres. (...) Det var en sammensværgelse. Det har spillerne selv sagt til mig. Jeg blev vred og sagde til dem: 'I dræber mit navn'.«

Yderligere fortæller den upopulære træner, at det var psykologisk terror imod ham, og at han »var nødt til at æde så meget lort«.

I brevet er spillernes utilfredshed med Hyballa beskrevet. Efterfølgende har en række spillere ophævet deres kontrakter. På den liste står blandt andre Kasper Pedersen og Jakob Ankersen.

I håb om at bringe klubben i en ny retning har Esbjerg fB ansat tyskeren Roland Vrabec som deres nye træner, og samtidig er Jens Hammer Sørensen ny direktør i klubben.

Desuden blev den hollandske stjerne Rafael van der Vaart ansat som assistenttræner i klubben for få dage siden.