Messi, Ronaldo, Neymar, Mbappé, Zlatan, go home! En nordmand skal være den bedst betalte fodboldspiller nogensinde.

Det er planen hos fodbold-superagenten Mino Raiola, som har noget af en guldfugl i sin stald: bomberfænomenet fra fjeldlandet, Erling Braut Haaland.

Raiola, som er en af de mest berygtede agenter i fodboldbranchen, og som står bag nogle af de største klubskifter med superstjerner som eksempelvis Zlatan Ibrahimovic og Paul Pogba, er i gang med at afsøge markedet for aftagere til Haaland, som er en af de mest eftertragtede unge fodboldspillere for tiden.

Og det er enorme lønsummer, som Haalands fremtidige arbejdsgiver skal af med, hvis det skal lykkes at lande den brandvarme nordmand: Ifølge avisen The Mirror sigter Mino Raiola efter at lave en aftale, der vil indbringe hans 20-årige klient svimlende ti millioner kroner … om ugen!

Agent Mino Raiola og Mario Balotelli.
Agent Mino Raiola og Mario Balotelli. Foto: Jacopo Raule
Vis mere

Går planen efter bogen, vil Haaland med en årsløn på omkring en halv milliard kroner være verdens bedst betalte fodboldspiller – nogensinde.

Mino Raiola, Haaland og Haalands far, den tidligere fodboldspiller Alf-Inge Haaland, er allerede i gang med fodarbejdet. Blandt andet har trioen været på en meget omtalt charmeoffensiv/salgsturné rundt til Europas største klubber.

I påsken aflagde Team Haaland besøg hos FC Barcelona og Real Madrid. I de kommende uger er det ventet, at det skal forbi Paris Saint-Germain og de store Premier League-klubber.

En af de store knaster i planen, som beskrives som meget kompliceret og detaljeret, er, at Erling Braut Haaland har kontrakt frem til sommeren 2024 med Borussia Dortmund, som offentligt er ude at sige, at de ikke vil sælge nordmanden denne sommer.

Foto: FRIEDEMANN VOGEL / POOL
Vis mere

Hvis det skal ske, mener den velrenommerede transferjournalist Fabrizio Romano at vide, at prisen, som Dortmund vil kræve, er mindst 150 millioner euro.

Den 20-årige superstjerne er blandt de absolut varmeste navne på transfermarkedet – og med god grund efter at have banket 39 mål ind i 42 kampe for Dortmund og Norges landshold i denne sæson.