Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Det endte helt galt for ham mandag aften, da han smadrede sin dyre BMW ind i et busstoppested efter at have deltaget i et gaderæs.
Selvom både han og holdkammeraten stak af fra ulykkesstedet, før politiet dukkede op, får det nu konsekvenser for dem begge to.
Hamburger SV-stjernerne Jean-Luc Dompé og William Mikelbrencis kan se frem til heftige bøder af klubben efter deres uansvarlige opførsel.
Det bekræfter klubben på sin hjemmeside.
I første omgang var det avisen Bild, der rapporterede om ulykken, som fandt sted i St. Pauli-området i Hamborg mandag aften.
27-årige Jean-Luc Dompé deltog i et ulovligt gaderæs, mens holdkammeraten William Mikelbrencis på 18 år var passager i en anden bil.
»Vi har fortalt dem begge, at vi ser deres opførsel som totalt uansvarlig, og at de nu kan se frem til heftige bøder,« siger HSV-sportsdirektør Jonas Boldt, der dog glæder sig over, at ingen kom til skade i ulykken.
Klubben afventer nu politiets efterforskning, før de beslutter den endelig straf til de to spillere.
»Jeg levede ikke op til mit ansvar i denne situation, og det er jeg meget ked af. Jeg undskylder til mit hold og klubbens fans,« lyder det fra Jean-Luc Dompé.
Ifølge Bild kan Dompé se frem til at miste kørekortet i mindst et år, hvis politiet vurderer, at han deltog i et ulovligt gaderæs. Han kan desuden se frem til at betale for det ødelagte busstoppested.