»Det giver ingen mening.«

Sådan siger en førende ekspert, efter Nadia Nadims agent mandag udtalte til B.T., at den danske fodboldspiller kun har fået betaling for en enkelt optræden under sit kontroversielle besøg i Qatar – og at den optræden i øvrigt intet havde at gøre med VM eller med landet Qatar.

»Det har meget med Qatar at gøre og i særdeleshed noget med VM i 2022 at gøre. Så når han siger, at det ikke har, så passer det simpelthen ikke,« siger Stanis Elsborg, der er senioranalytiker i organisationen Play The Game, som arbejder for at fremme demokrati, åbenhed og ytringsfrihed i international idræt.

Efter Nadia Nadim har fået massiv kritik for at have besøgt ørkenstaten og dermed promovere landet og den kommende slutrunde, udtalte fodboldagent Michael Kallbäck således:

»Nadia rejste til Qatar på grund af et lægebesøg, og hun optrådte på WISE-topmødet, som var en betalt optræden. Den optræden har intet at gøre med hverken Qatar eller det kommende VM. Hvad hun derudover gjorde under sit besøg, har været uden nogen form for betaling eller økonomisk kompensation.«

WISE-topmødet er et årligt uddannelsestopmøde, der har til formål at fremme innovative uddannelses- og videnskabsprojekter – og så har det flere direkte koblinger til Qatars styre, forklarer Stanis Elsborg.

Topmødet er nemlig arrangeret af Qatar Foundation, der er stiftet af den tidligere emir i Qatar og hans anden kone, Sheikha Moza. Det var hende, der afholdt VM-talen for Qatar, da det fik værtskabet i 2010, og som nu sidder som formand i Qatar Foundation.

Derudover er Qatar Foundation med til at finansiere og udvikle flere af de byggerier, der er blevet lavet i forbindelse med opførelsen af VM, herunder også det stadion, der hedder Education City Stadium.

Nadia Nadim bliver beskyldt for at male et glansbillede af Qatar, der bliver voldsomt kritiseret for dårlige forhold for migrantarbejdere og for brud på menneskerettigheder.
Nadia Nadim bliver beskyldt for at male et glansbillede af Qatar, der bliver voldsomt kritiseret for dårlige forhold for migrantarbejdere og for brud på menneskerettigheder. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Alt det her er en del af den samme strategi. Om det er VM i Qatar eller WISE-topmødet, så handler det om, at Qatar meget, meget gerne vil skabe et andet image og et andet billede af landet ude i verden end de mange dårlige historier om blandt andre migrantarbejdere. Qatar er i høj grad topstyret, og derfor kan man ikke sige, at WISE er adskilt fra VM i Qatar – og slet ikke med de her meget entydige koblinger, der er mellem dem,« forklarer Stanis Elsborg.

Derfor studsede eksperten også over den seneste udtalelse fra Nadim-lejren. Også selvom han godt kan se, hvad det er, de forsøger at gøre.

»Det giver mening ud fra en agents synspunkt, hvor man meget gerne vil have vasket den uheldige historie af sig. Og det er en uskøn historie, når man er en del af Qatars propaganda. På den måde giver det mening, men det giver ikke mening i sig selv, fordi det er totalt infiltreret og en del af et meget stort maskineri, som Qatar ruller ud i øjeblikket.«

Ud over WISE-topmødet, som Nadia Nadim altså modtog penge for at deltage i, var hun også til stede ved FIFA Arab World Cup sammen med David Beckham og flere andre sportsstjerner. Det var billeder derfra, som fik kritikken til at skylle ind over hende.

Det fik Nadia Nadim til – otte dage senere – at svare tilbage på kritikken med, at hun var rejst til Qatar på grund af et lægebesøg. Her deltog hun også til WISE-topmødet, ligesom hun fik muligheden for at hilse på afghanske flygtninge og frivillige ved FIFA Arab World Cup.

Alt sammen noget, der kan lyde som tilfældige muligheder, der opstod, mens den danske stjerne var i landet. Men det er alt andet end tilfældigt, siger Stanis Elsborg.

»Det er ikke for sjov, at WISE Summit finder sted lige oven i FIFA Arab World Cup, som Nadia Nadim deltog i. Der er intet i det her, der er tilfældigheder. Alt er så orkestreret. Prøv at kigge på de billeder og videoer, der er lavet med hende. Skulle man bare lige nå at lave det? 'Nå, Nadia Nadim er tilfældigvis i Qatar i øjeblikket, lad os da filme hende',« siger han og fortsætter:

»Når agenten siger, at hendes besøg ikke har noget med VM at gøre, hvorfor er det så, at det lige netop er Nadia Nadims historie, der er lagt op på hjemmesiden for VM i 2022? Det kan man jo tænke lidt over.«

B.T. har været i kontakt med Nadia Nadims agent, Michael Kallbäck, der ikke ser noget problem i danskerens deltagelse ved WISE-topmødet.

»Jeg var ikke klar over, at WISE havde en forbindelse til VM i Qatar gennem Qatar Foundation. Vi har været i tæt kontakt med WISE i flere år, og det har ikke passet ind i Nadias kalender at deltage før nu,« siger han og tilføjer:

»Mange af de folk og organisationer, som Nadia har forbindelse til – UNESCO og UNICEF for at nævne to – deltog og har gjort det adskillige gange, så jeg ser ikke noget problem i deltagelsen.«

Det har ikke været muligt at stille yderligere spørgsmål til agenten, ligesom Nadia Nadim først vil være tilgængelig, efter hun har overstået sine eksamener i midten af januar.