Frankrigs landstræner Didier Deschamps vil have sit navn renset. Han vil ikke beskyldes for at være racist. Derfor hiver Deschamps nu Eric Cantona i retten.

Årsagem er, at Cantona inden EM-slutrunden stillede spørgsmålstegn ved, hvorfor Didier Deschamps havde valgt at se bort fra både Hatem Ben Arfa og Karim Benzema, da han udtog sin trup.

»Benzema er en fantastisk spiller. Ben Arfa er en fantastisk spiller. Men Deschamps, han har et virkelig fransk navn. Måske er han den eneste i Frankrig, som har et virkelig fransk navn. Der er ingen i hans familie, som har blandet sig med andre. Det er lige som mormonerne i Amerika.«

»Så jeg er ikke overrasket over, at udnyttede Benzema-situationen til at undlade at udtage ham. Især ikke efter, at Valls (den franske premierminister, red.) sagde, at han ikke burde spille på landsholdet. Og Ben Arfa er måske den bedste spiller i Frankrig i dag. Men de har deres rødder. Og det har jeg lov til at tænke over,« lød den slet skjulte beskyldning om racisme ifølge The Guardian fra den tidligere Manchester United-legende, som efter fodbold-karrieren blandt andet har ernæret sig som skuespiller.

Da Cantona blev spurgt, om han direkte beskyldte Deschamps for racediskrimination, svarede han tvetydigt:

»Måske ja, måske nej. Hvorfor ikke?  En ting er i hvert fald helt sikkert - Benzema og Ben Arfa er to af de bedste spillere i Frankrig, og de skal ikke spille EM. Og Benzema og Ben Arfa har begge rødder i Nordafrika. Så debatten er åben.«

Det var de udsagn, så nu fører til, at Deschamps vil slæbe Cantona i retten, selvom den 50-årige skuespiller overfor den franske avis Liberaton få dage senere afviste, at han havde beskyldt landstræneren for at være racist.

Didier Deschamps vil renses, og han fastslår nu, at han holder fast i sin umiddelbare reaktion og hiver sin jævnaldrende landsmand i retten .

»Det er ikke acceptabelt, og jeg har ikke glemt det. Jeg har foretaget nogle juridiske undersøgelser, og jeg vil køre denne sag hele vejen i retten.«

»Jeg er træner, og jeg er klar til at tage imod svinere fra alle, men der findes en grænse, som ikke skal overskrides.«