Gianluigi Donnarumma, Jadon Sancho, Ansu Fati, Jude Bellingham.

Nogle af fodboldens største stjernenavne, som huserer i Champions League og omegn, er tidligere løbet med den prestigefyldte NXGN Awards-hæder.

I år kan både en nuværende og en tidligere Superliga-profil blive hædret med prisen, som er blevet uddelt siden 2016 af det store fodboldmedie Goal.

FC Københavns svenske kanttalent Roony Bardghji og Andreas Schjelderup, som i vinter blev solgt fra FC Nordsjælland til Benfica, er nemlig at finde på Goals liste med de 50 største 'wonderkids', hvilket i sig selv er et klap på skulderen til de to skandinaviske talenter.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Den yngste spiller, som har scoret i den danske liga. Roony har været på europæiske topklubbers radar i mange år, og svenskeren spås en fremtid på den allerstørste scene,« skriver Goal blandt andet om 17-årige Bardghji, som også var at finde på listen sidste år.

Norske Schjelderup, som har en kæmpe andel i FC Nordsjællands topplacering i Superligaen, bliver sammenlignet med Jack Grealish og Eden Hazard.

Af prominente navne på årets liste, som allerede er brudt igennem på øverste niveau, finder man Gavi fra FC Barcelona, Alejandro Garnacho fra Manchester United, Liverpools Stefan Bajcetic, Rico Lewis fra Manchester City og brasilianske Endrick fra Palmeiras, som Real Madrid allerede har sikret sig.

Der er ingen danskere at finde blandt Goals 50 udvalgte talenter.