Dødstrusler. Håb om, at han kom til skade.

Det var indholdet i mange af de beskeder, Jamie Vardy fik, da sagen mellem hans kone Rebekah Vardy og Coleen Rooney kom for retten.

»Jeg er ligeglad med, hvad folk synes om mig. De skal ikke angribe min mand eller mine børn. Jeg sætter grænsen, når de bliver ofre for det modbydelige had,« siger fodboldkonen til The Sun.

Kort fortalt startede sagen mellem hende og Coleen Rooney i 2019, da sidstnævnte anklagede Vardy for at lække private historier til pressen, og Vardy hev Coleen Rooney i retten, da hun ville have renset sit navn.

Rebekah Vardy tabte dog sagen, da en dommer i Storbritannien fredag afgjorde, at det var Jamie Vardys hustru, der lækkede de personlige oplysninger om Rooney-familien.

Noget, hun dog fortsat nægter, og i interviewet med The Sun fortæller hun om de konsekvenser, sagen har haft for hendes familie.

Blandt andet er det væltet ind med grimme beskeder til Jamie Vardy, der spiller for Leicester.

'Din fucking klamme luder. Jeg håber, Vardy brækker benet,' lyder det i en besked, mens en anden har skrevet: 'Jeg kan fucking ikke holde dig ud, og verden ville være så meget bedre, hvis du brækkede dine ben og droppede fodbold'.

Rebekah Vardy og Jamie Vardy under retssagen.
Rebekah Vardy og Jamie Vardy under retssagen. Foto: HANNAH MCKAY
Vis mere

En tredje skriver, at vedkommende ville have ønsket, det var Jamie Vardy, der deltog i tv-programmet 'I'm A Celeb', for så kunne han have været 'død af et slangebid'.

Og det har påvirket Rebekah Vardy i høj grad.

»Jeg har det bare forfærdeligt med det, Jamie bliver udsat for på grund af mig, men han er utrolig, han er så robust,« siger Rebekah Vardy.

Ifølge avisen The Mirror har parterne brugt op mod tre millioner pund – svarende til cirka 27 millioner kroner – på hele ærekrænkelsessagen.