Det er ikke et job for de sarte!

Viasat-kommentator Daniel Ortved fik i kølvandet på kommenteringen af FC Københavns straffesparkspokalsejr over Hobro torsdag aften en særdeles ubehagelig besked fra en tv-seer, der 'håbede, at kommentatoren døde i en trafikulykke'.

Ortveds kollega på Discovery Peter Piil, der har kommenteret både klub -og landskampe, vurderer, at positionen som fodboldformidler på tv er yderst udsat.

»Man sætter sig selv på spil, når man kommenterer. Det ligger også i selve ordet 'kommentering', at man kommer med kommentarer til det, man ser. Og mange gange, når man eksempelvis forklarer en kendelse, så tror folk, at det er ens egen personlige holdning, og man bliver skudt i skoene, at man holder med det ene af holdene. Men man udlægger jo bare fodboldloven,« fortæller Peter Piil.

»Man optræder i budbringerrollen, og så bliver man pløkket ned. Det er i og for sig også i orden – bare der ikke kommer trusler. For jeg kan sagtens leve med, at folk er passionerede og er i deres følelsers vold. Men derfor kan jeg også godt forstå, hvis folk bagefter har det dårligt med, at de så hurtigt røg til tangenterne – for det må man jo have!?«

Peter Piil har ikke selv oplevet grænseoverskridende beskeder i stil med den, som Daniel Ortved torsdag aften modtog.

»Men jeg er heller ikke rigtigt på de sociale medier. Og nu er jeg ikke SoMe-ekspert, men jeg har på fornemmelsen, at mange folk skriver ud i internettet uden at tænke over, at der sidder en Daniel Ortved i den anden ende – en rigtig person, der også skal kunne fungere på den private front. Det tænker folk simpelthen ikke på, tænker jeg.

»Og derfor må man få det dårligt, når man bliver konfronteret med, at der har været en modtager af det galde. For jeg tror virkelig på, at det er de færreste mennesker, der har den ægte ondskab i sig.«