Det er ikke mere end fire måneder siden, at Jens Stage ankom til FC København, men han ligner allerede en mand, der har været der længere.

Den 22-årige aarhusianer har taget sin store del af ansvaret, mens københavnerne har slidt med skader, og torsdag aften noterede han sig for sit første mål i Europa.

Han sendte FCK foran 1-0 i 1-1-kampen mod Dynamo Kiev, og det mål spiller sig ind blandt de personlige højdepunkter.

»Det lander højt. Havde vi stået med tre point i dag, var det nok helt oppe. Det tager lidt af glæden, at vi ikke får tre point. Men et point er okay, og jeg er enormt glad for at prøve at lave et mål herinde. Det betød meget for mig, og det var rart,« siger Jens Stage og konstaterer tørt.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er nok ikke et af de bedste, men det var et af de sjoveste at lave.«

Jens Stage startede sin kamp på højrekanten.

Og det var derfra, han kunne se et indlæg fra Pierre Bengtsson, der havde vej mod ham, inden Dynamo Kiev-målmanden lidt fik fingerspidserne på.

»Jeg var overrasket over, at målmanden fik hånden på. Jeg havde forberedt mig på, at den sejlede hele vejen over til mig, så jeg havde forberedt mig på at afslutte. Det blev lidt kaotisk, når han lige fik snittet den. Jeg ved ikke, hvor dumt det ser ud på tv,« siger Jens Stage.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Den 22-årige midtbanemand ærgrede sig en anelse over, at det ikke blev til sejr.

Men han nyder alligevel at mærke, hvordan hans eget niveau sagtens har kunnet være med, når der bliver spillet europæisk.

»Det er de her kampe, der gør skiftet værd. Jeg føler, at jeg kan lægge mig hjem i seng i aften og tænke, at det godt kan være, at Kiev kom på fuld blæs og spillede en rigtig god kamp, men vi fik et point. Og vi var konkurrencedygtige mod et tophold i Europa. Det var det, jeg ville opnå, og det har jeg opnået nu. Så er det bare at vise, at vi er gode nok til at gå videre. Det føler jeg, at vi er,« siger Jens Stage og forklarer, hvordan han oplever kampene i Europa.

»Tager vi Røde Stjerne-kampen ud, er det her det højeste niveau, jeg har prøvet at spille på. Jeg har ikke oplevet en fodboldkamp med det tempo, som blev lagt for dagen i dag. I Røde Stjerne-kampene var tempoet også helt enormt, men vi var oppe på det niveau igen i dag.«