Den tidligere Randers FC-træner, Olafur Kristjansson, som før landskampspausen stoppede i Superligaklubben, hopper gerne med på den islandske VM-optur.

Derfor tilbyder den islandske træner sin trænererfaring til Islands landshold, som sensationelt har kvalificeret sig direkte til næste sommers VM i Rusland.

Se hvordan det islandske landshold blev fejret efter EM i 2016 i videoen over artiklen

»Jeg vil ikke udelukke at give en hånd igen. Vi kender hinanden alle sammen rigtig godt. Det skal ikke igennem mange instanser, så det kunne være spændende at være med,« siger træneren, der i forrige uge stoppede som træner i Superliga-bundproppen Randers FC efter en lang periode med svigtende resultater.

Kristjansson forestiller sig, at han kunne varetage samme funktion, han havde før og under Islands flotte slutrundedebut ved EM i Frankrig i 2016, hvor han var scout og havde andre hjælpefunktioner i trænerstaben.

Dengang var han også ledig på jobmarkedet efter at være blevet fyret i FC Nordsjælland i december 2015.

»Jeg var ansat på konsulentbasis som scout i forhold til Portugal, som vi var i gruppe med. Derudover var jeg med i staben i de første uger i Frankrig for at give en hånd med,« siger Kristjansson.

Han har endnu ikke helt rystet den ærgerlige sidste tid i Randers FC af sig og mener derfor, at de gode vibrationer omkring Islands landshold, der leverer historiske resultater i disse år, ville være godt for ham.

»Man bliver beriget af at arbejde sammen med mennesker, som er hjertevarme og hvor der er opbakning og tro på tingene - og ikke skepsis og negativ tankegang. Så det kan godt være, jeg ville opleve noget andet, end jeg har i den seneste tid. Uden at sige for meget,« lyder det fra Kristjansson, som har lutter ros til overs for spillerne og landstræner Heimir Hallgrímsson og den lille trænerstab, som det islandske landshold har til rådighed.

»Spiller for spiller er det ikke et fantastisk fodboldhold. Men som hold formår de at præstere og de kender deres begrænsninger og spillerne accepterer deres roller på holdet. Der er landshold med store stjerner, som ikke har præsteret lige så godt. De spillere brænder slet ikke lige så meget for landsholdet, som de islandske gør. Og du vil tro, det er løgn, de forhold, det islandske landshold spiller under og de forhold, staben har. De arbejder i døgndrift omkring landstræneren. De arbejdsbetingelser ville man ikke acceptere mange andre steder,« siger Kristjansson.

Han er ligesom mange andre i Island – og i resten af verden - forbløffede over den lille ønations store succes.

»Som de flest heroppe, så må jeg knibe mig selv i armen og mærke efter, om det er rigtigt. Det er en kæmpe bedrift af holdet og dem, der er med omkring holdet. Det er jo langt sværere at kvalififcere sig til et VM end til et EM. Førstepladsen i puljen så ikke ud til at være så lige til med fire EM-deltagere i samme pulje. Den så modbydeligt svær ud,« siger Kristjansson om kvalifikationsgruppen, som Island vandt foran stærke nationer som Kroatien, Ukraine og Tyrkiet.

Han tror på, at Island kan gentage succesne fra EM, hvor det blev til en kvartfinaleplads:

»Over to kampe kunne det her hold sagtens give Danmark problemer. VM er anderledes end EM. Man møder andre stilarter, så det bliver spændende. Nu skal holde forberede sig til det. Men Island kommer til at gøre det godt og spille på nøjagtig samme måde.«