Der er fundet en skyldig i den isnende fodboldtragedie fra 2019, hvor stjernen Emiliano Sala mistede livet.

Den 28-årige argentinske angriber styrtede i døden i et lille privatfly, da han under vanskelige vejrforhold blev fløjet fra Nantes i Frankrig til Cardiff i januar 2019 i forbindelse med et stort klubskifte til den walisiske topklub.

Nu er David Henderson, manden der ejede flyet, kendt skyldig ved retten i Wales i ikke at følge sikkerhedsprocedurerne før flyvningen, hvor Sala og piloten David Ibbotson mistede livet i Den Engelske Kanal. Det skriver Sky Sports.

67-årige Henderson hyrede hobbypiloten Ibbotson til at være pilot på turen uden at have licenserne til sit fly i orden, lyder det i dommen, som kan kaste den britiske forretningsmand en tur i fængsel.

Foto: GEOFF CADDICK
Vis mere

Det er kommet frem, at Henderson, som blev hyret af Salas agent til at flyve angriberen til England, har forsøgt at skjule sin rolle i ulykken.

Hans straf bliver udmålt af en dommer den 12. november, hvor han maksimalt kan få fem års fængsel. Og dermed bliver der sat en form for punktum i sagen, som rystede en hel fodboldverden.

Tidligere er det kommet frem, at David Ibbotson,den 59-årige hobbypilot, ikke havde gyldig licens til at styre Piper Malibu-flyet, og han havde heller ikke trænet til at flyve om natten.

Derudover forsøgte han at undgå dårligt vejr ved at overskride fartgrænserne undervejs i flyet fra 1984.