Kummerlige arbejdsforhold. Tusindvis af døde migrantarbejdere.

Diskussionerne om Danmarks deltagelse i VM-slutrunden i Qatar i 2022 har været mange, og tirsdag aften blev det så officielt, at næste års største sportsbegivenhed bliver med dansk deltagelse. Dermed starter arbejdet også for alvor, når det kommer til at skulle forholde sig til den kontroversielle ørkenstat.

Men hvordan skal Kasper Hjulmand og co. så navigere og agere, når Danmark næste vinter skal forsøge at skabe nye store resultater til et verdensmesterskab i et land, der gennem en periode på ti år har været skyld i mere end 15.000 migrantarbejderes død, hvis alle arbejdsfunktioner – også dem uden relation til VM – tælles med?

Og hvordan skal de danske stjerner undgå at blive en del af Qatars propaganda og spin?

Det bliver blandt andet med hjælp fra Amnesty International Danmark, fortæller Anette Stubkjær, der er politisk rådgiver i Amnesty.

»Vi forventer, at landsholdet skal ned til et land, som vil gøre alt, hvad de kan, for at 'sportswashe' (vaske et blakket ry rent gennem sportsbegivenheder, red.) og for at få deres land til at fremstå så rosenrødt og fantastisk som overhovedet muligt. For de har puttet millioner i at få klargjort landet til at kunne afholde den slutrunde, og derfor forventer vi, at de kommer ind og bliver skærmet fra den dårlige side af landet. De kommer nok til at se flotte restauranter og hoteller og kæmpe stadioner, hvor alt ser fint ud,« siger hun til B.T.

»Og så er det, at vi råber op og prøver at sige, at man skal forstå, at der er en bagside af hele den her medalje. Der er en arbejdsstyrke, som kun består af migrantarbejdere, der lever under kummerlige forhold. De bor i containere med dårligt indeklima, og de knokler i timevis uden pauser og uden fridage for at stable alt det her på benene. Og de kommer også til at knokle for at servicere alle, der kommer.«

Derfor vil organisationen være i tæt dialog med DBU og det danske landshold frem mod slutrunden.

Der var jubel og øl i lange baner, da Danmark tirsdag kvalificerede sig til VM i Qatar.
Der var jubel og øl i lange baner, da Danmark tirsdag kvalificerede sig til VM i Qatar. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi vil gøre det, som vi har gjort i Qatar i over ti år. At dokumentere de menneskeretskrænkelser, der finder sted i landet. Det vil vi blive ved med, og det arbejde vil vi nu også intensivere, så vi bliver grundigere i at finde ud af, hvad der helt præcist er på spil i landet, nu hvor der er fokus på det op til VM næste år,« siger Anette Stubkjær.

Det betyder blandt andet, at de om en måneds tid vil udkomme med en rapport – et såkaldt 'reality check' – fra Amnesty omkring tingenes tilstand i ørkenstaten lige nu.

»Vi kommer vi også til at dykke lidt mere ned i de her servicebrancher, som både fans, fodboldhold og spillere skal ned og give penge til. Også når de skal være i landet. Så vi kan finde ud af, hvad det er for nogle krænkelser, vi ser i de fag,« forklarer hun.

»Og så vil vi bruge at den dokumentation til at briefe vores fodboldforbund. Ikke kun i Danmark, men også i alle vores andre afdelinger, som er i dialog med deres forbund, så vi kan prøve at hjælpe dem med, hvordan de agerer bedst muligt, når de kommer til Qatar. På den måde kan vi hjælpe dem med, hvilke hoteller de kan booke sig ind på, og hvilke restauranter de kan spise på. For det vil alt sammen være steder, hvor migrantarbejdere arbejder. Hvor vi ved, at de har dårlige vilkår.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Landstræner Kasper Hjulmand måtte også sande, at spørgsmålene omkring Qatar var mange, da han dagen derpå tog imod spørgsmål fra pressen.

Her gjorde han det klart, at han vil gøre sig endnu klogere op til slutrunden, der finder sted i november og december næste år. Samtidig understregede han, at det ikke bør være spillerne, der skal tage stilling til eksempelvis et eventuelt boykot.

»De aktive spillere skal ikke tages som gidsler. Det mener jeg, man gør, hvis folk står og råber og skriger, at de burde boykotte VM og tage stilling. Det er ikke spillernes ansvar i min verden,« sagde Hjulmand.

Han mener samtidig, at Danmark kan gøre mere ved at deltage ved VM-slutrunden end ved at blive væk.

»Vi kan som land tage til Qatar og vise, hvem vi er. Os alle sammen. Det gælder spillere, det gælder jer i pressen, det gælder vores fans, det gælder alle. Vi skal stå på mål for vores identitet. Der er ingen, der siger, at vi altid har ret. Der er ingen, der siger, at vi ved alt. Men vi kan vise, hvem vi er, og inspirere andre til at få noget lys på det.«

VM i Qatar i 2022 begynder 21. november og slutter 18. december.