24-årige Xabûr Zaradesth vandt dommernes hjerter og gik videre fra første runde af X Factor. Han drømmer om at kunne inspirere andre med sin musik, men har om halvanden måned langt alvorligere ting at tænke på.
Som Xabûr fortalte i aftenens udgave af X Factor, kommer han fra Syrien, hvorfra han måtte flygte til Danmark for fire et halvt år siden.
Hans familie boede i byen Al-Qamishli i den nordøstlige del af Syrien og mærkede i begyndelsen ikke meget til borgerkrigen, da den brød ud i 2011.
»Min far er uddannet olieingeniør, men drev på grund af hjerteproblemer en butik, der solgte skoleting, og tjente derudover penge på at udleje et bageri. Min mor er lærer, men gik hjemme, da de fik fem børn,« fortæller Xabûr om livet i Syrien.
»Jeg gik i gymnasiet, da borgerkrigen brød ud, men det var i starten ikke noget, der påvirkede vores by. Der var folk, der protesterede på gaden, men det var først senere, da regeringen begyndte at lukke for elektriciteten, at det blev usikkert,« husker han tilbage.
Islamisk Stat angreb byen, og de turde ikke gå udenfor efter mørkets frembrud.
I 2014 besluttede Xabûrs far, at der ikke var andet at gøre end at flygte.
»Det var meningen, at jeg skulle studere på universitet i Aleppo ligesom mine brødre, men det blev for farligt. For at undgå at blive sendt i krig, solgte min far alt, hvad vi ejede, så vi kunne komme af sted.«
Xabûr fortæller, at hans familie var heldig. Han har venner, hvis familiemedlemmer blev dræbt, men hans egen familie slap uskadt ud af landet.
I første omgang flygtede han over grænsen til Tyrkiet med sin mor og sin ene storebror. Hans søster boede i i Sverige, og hans anden storebror i Danmark, så for at være tæt på dem gik rejsen nordpå.
»Vi aftalte med militæret, at vi kunne løbe over grænsen til Tyrkiet, hvor vi sad en måned i Istanbul og ventede på at kunne komme videre. Det var både dyrt og ulovligt, og man var ikke sikker på, at man kunne stole på dem, man rejste med.«
Fra Istanbul flygtede de videre igennem en skov ind i Bulgarien, hvor de skiftede køretøj fire gange og sad sammenklemt bagerst i en lastbil, før de via et sidste stop i Østrig endte i Danmark.
»Vi så forfærdelige ud, da vi ankom. Vi havde jo ikke været i bad på hele turen. Vi besøgte min bror og kom så til Sandholmlejren, hvor vi fik hjælp.«
Xabûrs familie sad cirka en måned i den nordsjællandske flygtningelejr, hvorefter de fik femårs opholdstilladelse.
I dag bor de i Vejle, hvor Xabûr til sommer afslutter sin HF, så han kan komme i gang med at læse matematik på universitetet for at blive gymnasielærer.
Han spiller med i et band og fortæller, at musikken har hjulpet ham igennem alle de negative oplevelser.
»Jeg har det fint i dag. Jeg er hverken traumatiseret eller ked af det. Jeg er glad for at bo i Vejle, hvor jeg har fået mange nye venner.«
Om halvanden måned skal hans familie søge om forlængelse af deres opholdstilladelse.
Noget han ikke kan lide at tænke på.
»Det er for deprimerende, for vi har ikke lyst til at flytte tilbage til det kaos. Mit liv er i Danmark, min bror er startet på arkitektuddannelsen i København, og det går rigtig godt for os alle sammen. Så må skæbnen afgøre resten.«
