Skuespilleren Simon Stenspil har styr på dansetrinene, når han fredag efter fredag er gået videre i det populære danseprogram 'Vild med dans'.

Men noget, han aldrig rigtig har haft styr på, er ordene.

Simon Stenspil er nemlig ordblind, fortæller han til TV2. Han fandt ud af det, da han stod og hakkede i en tekst på skuespillerskolen, og hans underviser udbrød: »Simon, du er jo ordblind!«

Derefter tog skuespilleren sig sammen til at få taget en ordblindetest, og her stod det klart. Han var en ud af tusindvis af danskere, der er ordblind.

Simon Stenspil og med sin dansepartner Asta Björk.
Simon Stenspil og med sin dansepartner Asta Björk. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Selvom han altid har haft svært ved at læse, klarede Simon Stenspil sig alligevel igennem folkeskolen. Dog misundte han sin far og storesøster for at være gode til ord.

»Både min søster (skuespilleren Cecilie Stenspil, red.) og far er de vildeste bogorme, og jeg har altid været misundelig på dem, fordi de kan fordybe sig i det. Specielt min far elsker at lære nye ting. Hvis han vil lære at tække stråtag, så låner han en bog på biblioteket og læser om, hvordan man gør. Så kan han det, hvis han en dag skulle bruge det,« siger Simon Stenspil til TV2.

I hverdagen klarer Simon Stenspil sig fint ved eksempelvis at bruge stavekontrol på mobilen. Derudover har han apps, der enten kan skrive det, han siger, eller som læser en tekst op.

Skuespilleren selv ser det ikke som et tabu, og derfor er han åben omkring sine læsevanskeligheder. Han danser igen fredag aften, hvor nydanserne er nået til kvartfinalen af 'Vild med dans'.