I dag, onsdag, udkommer den længe ventede anden sæson af hitserien 'Tiger King' på Netflix.

Og det har fået dyrevelfærdsorganisationen World Animal Protection til at råbe vagt i gevær.

I en pressemeddelelse revser de ligefrem Netflix, fordi streamingtjenesten ikke vil garantere, at ingen dyr er blevet skadet under optagelserne.

I seriens første sæson fulgte man den amerikanske dyrehandler Joe Exotic og hans 'krig' mod sin nemesis Carole Baskin.

I denne sæson vil man følge Joe Exotic fra sin celle, fordi han sidste år blev idømt 22 års fængsel for blandt andet at have planlagt et snigmord på ærkerivalen.

Fængselsstraffen inkluderer dog også dyremishandling, da han samtidig blev kendt skyldig i illegal dyrehandel og for at have skudt fem af sin tigre.

World Animal Protection skriver i deres pressemeddelelse, at de har forsøgt at få Netflix til at svære på en række dyreetiske spørgsmål forud for sæson to's premiere, men at streaminggiganten ikke vil forholde sig til kritikken.

»Vi opfordrer Netflix til at stille sig selv det enkle spørgsmål, om de i lighed med enhver tidssvarende Hollywood-produktion anno 2021 ville kunne sætte en disclaimer på i forbindelse med deres serie, hvor de med åbne øjne kan skrive, at ’ingen dyr er blevet skadet eller mishandlet under optagelserne til dette program’,« siger Stephanie Kruuse Klausen, kampagnemedarbejder i World Animal Protection Danmark.

»Hvis de ikke er i stand til at udstikke en garanti til seerne om, at dyrene ikke har lidt overlast i forbindelse med deres serie, bør de overveje, hvilket ansvar de påtager sig,« fortsætter hun.

Dyreorganisationen påpeger, at man i den første sæson af 'Tiger King' blandt andet kunne se, hvordan tigerunger blev fjernet fra deres mødre for at blive solgt videre som selfie-objekter til turistindustrien, mens man ligeledes kunne se store dyr være indespærret i små bure under kritisable forhold.

»Vi vil meget gerne i dialog med Netflix for at høre, hvordan de opfatter deres ansvar i forhold til fremstillingen af vilde dyr i fangenskab,« siger Stephanie Kruuse Klausen og fortsætter:

»Vi mener, at det er uacceptabelt, at rovdyrene bliver brugt som eksotisk krydderi i en tv-serie, der først og fremmest skal sælge abonnementer til streaming-tv. Endvidere er der stor sandsynlighed for, at alene den blotte tilstedeværelse af Netflix’ kameraer kan have en negativ indflydelse på dyrenes sikkerhed og velfærd.«

B.T. forsøger at få en kommentar fra Netflix til kritikken.

'Tiger King 2' udkommer 17. november.