Børn og unge ser alligevel ikke flow-tv. Det var ræsonnementet, da DR ved årsskiftet lukkede DR3 og DR Ultra på tv og gjorde kanalerne digitale med en plan om her at komme endnu tættere på de unge.

Men faktisk er det lige omvendte sket.

Mens DR Ultra op til lukningen af flow-tv-kanalen ugentligt var i kontakt med knap hver anden i målgruppen mellem 9 og 14 år, så er det i dag blot hver tredje, skriver Mediawatch.

På DR3 er tallet halveret fra hver femte i målgruppen 15-31 år til kun hver tiende.

»Vi havde forventet et fald, men det er klart, det gør ondt, når vi også har store ambitioner på børn og unge-området,« siger Henriette Marienlund, mediedirektør hos DR.

Disse ambitioner blev luftet i 2016, da DR med generaldirektør Maria Rørbye Rønn i spidsen varslede, at kanalerne ville blive fjernet fra det traditionelle tv i år.

»2020 er vores bedste bud på, hvornår det ikke længere vil give mening at opretholde en flowkanal, fordi børnenes medieforbrug er blevet altovervejende digitalt. Det er klart, at vi hele tiden vil holde øje med, om udviklingen går, som vi forventer, for at sikre, at vi har alle børn med,« sagde hun dengang til Mediawatch.

I dag oplyser DR, at man trods lukningen af kanalerne ikke har brugt færre penge på indhold til børnene og de unge. Pengene er bare blevet brugt på indhold skræddersyet til de digitale kanaler, hvor konkurrencen med andre digitale tilbud til gengæld er større.

Henriette Marienlund understreger dog over for Mediawatch, at DR stadig når langt størstedelen af de unge under 25, omkring 88 procent ugentligt, da de fortsat hører P3, ser DR1 og besøger dr.dk.