Det er normalt de helt bløde emner, som skal vække danskerne sammen med kaffen i TV 2-programmet 'Go' morgen Danmark'.

Men tirsdag morgen var det et af de helt tunge emner, som skulle diskuteres, og det var hårdt tv. Ikke mindst for de medvirkende.

Voldtægtsofferet Louise Kjølsen, der af nogle måske er bedre kendt under kunstnernavnet 'Twerk Queen', var i studiet for at skabe opmærksomhed om 'Sex og Samfund's nye kampagne for at aflive voldtægtsmyter, og fortalte i den forbindelse om sin egen oplevelse.

Selv om det er fire år siden, hun blev udsat for det, tog det tydeligvis enormt hårdt på danseren og psykologen, der var på grådens rand, mens hun fortalte om hændelsen og ikke mindst det ydmygende efterspil.

Louise Kjølsen blev voldtaget i sit eget hjem af en mand, hun stolede på, og endda havde datet gennem et år. Derfor har hun skullet kæmpe mod folks fordomme om, at så er det ikke en 'rigtig' voldtægt.

»Det at blive udsat for voldtægt er et gennemgribende overgreb. For mig specifikt er det største traume følelsen af magtesløshed. Men også, og sådan er det også for mange andre, er det retraumatiseringen af, at det er svært at snakke om i samfundet«, siger hun til B.T.

Da hun delte sine erfaringer i 'Go' morgen Danmark' reagerede hun voldsomt, men det overrasker hende ikke.

»Der kom ikke tårer ned af kinderne, men jeg fik våde øjne og blev rigtig rørt. Jeg bliver aldrig fri for den følelse«, siger hun.

I forbindelse med 'Sex og Samfund's kampagne er Kjølsen blevet angrebet på kampagnens hjemmeside af især mænd, som gør nar af hende eller erklærer sig uenige i, at der kan være tale om voldtægt, hvis man har et intimt forhold til gerningsmanden i forvejen.

»Så voldtægten er traumatiserende for mennesket og så skal man leve med følgekonsekvenser. Derfor ville vi gerne lave denne kampagne, der skal gøre op med fire myter om voldtægt«, siger hun.

De fire mest fremherskende myter om voldtægt er, at de begås i en mørk park eller andre offentlige steder, at de begås af en fremmed mand, at offeret gør modstand og skriger samt at offeret med det samme er klar over, at det er blevet voldtaget.

Ifølge Louise Kjølsen skyldes disse misforståelser, at det er tabu at tale om voldtægt i Danmark.