'Paradise Hotel'-parrets romance er glohed, og parret bor sammen i Odense. Alligevel er der noget, Trine ikke har kunnet fortælle Mathias.

Realityparret Trine Holdgaard Skjollander og Mathias Hjort, der fandt sammen under optagelserne til ‘Paradise Hotel 2018’, er stadig kærester og bor sammen i Odense.

I en ærlig story på Instagram fortæller Trine dog, at der er noget, hun har gået og holdt hemmeligt for Mathias, fordi hun har haft svært ved at tale med ham om det:

»Det er så dårlig stil, men jeg har faktisk gået og holdt det hemmeligt for Mathias,« fortæller hun og fortsætter:

»Jeg har fået lavet botox i min pande, og det er et ret ømt område for mig og ikke noget, jeg går og taler om. Det er ikke ret lang tid siden, jeg har fortalt Mathias det, og det giver mig selvfølgelig dårlig samvittighed at gå og lyve.«

Udseendet betyder så meget

I sin story forklarer Trine, at hun ikke har haft lyst til at holde botoxbehandlingen skjult, men at det samtidig også har været svært for hende at indrømme for Mathias.

»Man har jo ikke rigtig lyst til at fortælle, at man får lavet botox… Men jeg går bare rigtig meget op i mit udseende, og jeg hader bare den rynke, man får midt i panden. Jeg synes bare ikke, den passer til mig, og derfor har jeg valgt at få den væk,« fortæller Trine.

Bange for andres mening

Men selvom Trine er glad for sin beslutning om at få botox, fortryder hun alligevel, at hun ikke bare kunne indrømme det:

»Jeg vil IKKE anbefale, at man ikke fortæller sin kæreste det, hvis man får botox,« siger hun og fortsætter:

»Jeg har godt nok haft ondt i maven over det. Men det betød bare så meget for mig, og jeg var bare så sindssygt bange for, hvad folk ville tænke. Det er virkelig hårdt at tænke på, at lige pludselig ved alle det.«

Trine har da også et råd til andre, der kunne forestille sig at få lavet et eller andet:

»Vi skal jo have det godt i vores kroppe! Jeg går op i, at det ser naturligt ud, og at jeg stadig ligner mig selv, og jeg har det rigtig godt. Og at Mathias ved det, gør faktisk bare, at jeg har det endnu bedre med det.«

Artiklen blev bragt i samarbejde med realityportalen.dk.