Mads Mikkelsen og co. har arbejdet benhårdt for at få ’Jagten’ nomineret til verdens største filmpris. I fredags gik den et skridt videre i kapløbet

Susanne Bier har prøvet det. Bille August med. Og måske bliver Thomas Vinterberg og Mads Nikkelsen de næste i den stolte række, når den fineste af de fineste filmpriser, Oscar’en, uddeles 2. marts næste år.

Filmeksperter i hele verden er i hvert fald ikke i tvivl om, at ’Jagten’ er en seriøs kandidat til den eftertragtede statuette.

Men at være en seriøs kandidat og god film er langtfra nok, hvis man vil være med i spillet om en Oscar. Det kræver benhårdt og målrettet arbejde blot at nå dertil, hvor man er blandt de nominerede til prisen, de udvalgte fem film som offentliggøres 16. januar.

- Benhårdt. Og nervepirrende, siger filmens producer, Sisse Graum Jørgensen, ligeud.

Kun én vinder

Hun har prøvet gamet før. To gange med Susanne Bier, hvoraf anden gang tilmed blev lykkens gang, da ’Hævnen’ gik hen og vandt den eftertragtede Oscar, Og sidste år - lidt på sidelinjen - med Nikolaj Arcels ’En kongelig affære’.

- Det er jo lidt som et verdensmesterskab i film, hvor den bedst egnede kandidat fra hvert land indstilles. Dem er der så 76 af, som skal kæmpe om at blive de sidste fem, der nomineres. Som igen skal kæmpe om at blive den eneste, der vinder, forklarer Sisse Graum Jørgensen.

De helt rigtige i branchen

Hver af de 76 film kæmper altså hver deres kamp for at få tilstrækkelig opmærksomhed. Ikke bare i USA over en bred kam, men hos de helt rigtige og toneangivende mennesker i branchen, som kan hjælpe filmen videre i kampen.

’Jagten’ hører til blandt de heldige i feltet, alene fordi den på forhånd var solgt til en amerikansk distributør. Film med undertekster er nemlig stadig ikke specielt udbredte i USA, og det kræver usandsynligt gode salgsevner overhovedet at gøre dem interessante over for et publikum, som klart foretrækker Hollywood-blockbusters.

I sommer havde filmen premiere i USA. Den har fået flotte anmeldelser og tilmed en helt pæn indtjening ved billetlugerne. Uden tvivl hjulpet godt på vej af at have Mads Mikkelsen, som er et virkelig varmt navn derovre, øverst på plakaten.

Men da ’Jagten’ for et par måneder siden blev sendt ind i kapløbet om en Oscar, var det ikke nok blot at hvile på de eksisterende laurbær. Så i slutningen af november vendte Mads Mikkelsen, instruktør Thomas Vinterberg og producer Sisse Graum Jørgensen tilbage til USA, for at slå på enhver tænkelig tromme for filmen, for at få den til at skille sig ud fra de 75 andre film i feltet.

- Jeg har ikke så meget styr på det her Oscar. Det er meget nyt for mig, men selvfølgelig ville det gøre mig stolt at vinde, som Thomas Vinterberg sagde i et interview med deadline.com.

Særvisninger af filmen

Ifølge Sisse Graum Jørgensen er det af altgørende betydning, at filmen har en amerikansk distributør. Og ovenikøbet et selskab, som har en presseagent, der har specialiseret sig i at lave Oscar-larm.

- Vi ville jo aldrig selv kunne tænke os frem til, hvad vi skulle gøre og hvem der er hvem og vigtigst, siger hun.

I et par uger rejste det danske hold rundt i USA og lavede interview med udvalgte toneangivende medier, lavede særvisninger af filmen, hvor der var inviteret de helt rigtige mennesker. Holdt receptioner. Læser-arrangementer. Gjorde sig synlige.

Og lige nu kan holdet ikke gøre andet end at vente. Vente i spænding på, om deres hårde arbejde har båret frugt.

Rører noget i publikum

- Min mavefornemmelse er da, at vi er godt på vej. Vi har jo kunnet mærke, at den rører noget i publikum, gør et stort indtryk. Men man ved aldrig med det her Oscar. Og foreløbig tør jeg altså ikke tro noget, siger Sisse Graum Jørgensen.

Der er ingen tvivl om, at ’Jagten’ er godt på vej. At den netop er blevet nomineret til en Golden Globe, er selvfølgelig ikke en garanti for en Oscar-nominering. Men en stærk indikation af at en plads blandt de fem nominerede er inden for rækkevidde.

I fredags nåede jagten på en Oscar et godt stykke videre, da feltet af 76 film blev kogt ned til ni. En af dem var ’Jagten’. Først 16. januar bliver de fem Oscar-nominerede film offentliggjort.

Fakta - Sådan er Oscar-forløbet

26. september 2013:

En dansk komité udvælger den danske film, som Danmark ønsker at indstille til en Oscar i kategorien ’Bedste udenlandske film’. Valget faldt på ’Jagten’.

7. oktober 2013:

Det amerikanske filmakademi, som står bag Oscar’en, offentliggør den samlede liste over indstillede film i kategorien. I år er det ikke færre end 76 film fra lige så mange lande. En såkaldt ’Fase 1’ komité ser samtlige film med henblik på at reducere feltet til ni film.

20. december 2013:

Akademiets ’Fase 1’-komité offentliggør listen over de ni film, der er gået videre i forløbet.

8. januar 2014:

Sidste frist for at afgive stemmer for de to sær-komitéer - en på henholdsvis USAs øst- og vestkyst - som skal koge feltet ned til fem film.

16. januar 2014:

De fem film, som er nominerede til ’Bedste udenlandske film’, offentliggøres. BME

14. februar 2014

Akademiets omkring 6.000 medlemmer begynder at afgive deres stemmer.

25. februar 2014:

Sidste frist for at afgive stemme.

 Nomineringerne offentliggøres torsdag den 16. januar, og selve Oscar-kåringen finder sted søndag den 2. marts.