____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Dødstruslerne mod de fire piger i DR2s satireprogram 'Det slører stadig', som blev skrevet på programmets facebook-side torsdag, skal ikke have lov til at bestemme over pigernes gøren og laden. Det understreger Ellie Jokar, som er en af de fire fra programmet.

Er I blevet bange for truslerne?

- På ingen måde. Selvfølgelig bliver man da overrasket, men det er ikke noget, vi vil lægge mere i, siger Ellie Jokar.

Vil du passe lidt ekstra på i denne weekend?


- Nej. Jeg fører mit liv, som jeg har gjort altid, siger Ellie Jokar og uddyber:

- Man skal altid tage forbehold for, hvor man færdes, det synes jeg, enhver pige skal gøre. Alle piger skal passe på, hvor de går, når det bliver mørkt, det handler ikke kun om os.

Ellie Jokar er træt af at høre om dødstruslerne, fordi hun synes, det fjerner fokus fra programmets formål - nemlig at bryde med fordomme mellem danskere og nydanskere.

- Vi tager stærkt afstand fra det. Vi vidste jo godt, at der ville komme nogen, som måske ville føle sig trådt over tæerne. Men sådan er det jo med satire. Jeg har overhovedet ikke oplevet noget ubehageligt. Jeg synes kun, der har været positiv respons.