Skeletterne fortsætter med at rasle ud af skabene, mens dramaet intensiveres i tredje afsnit af DRs ’Arvingerne’, der er så stinkende godt fortalt, instrueret og velspillet, at man får lyst til at bukke sig i næsegrus beundring.
DR formår igen-igen at fange tidsånden og forføre kongeriget med en topprofessionel og gennemført dramaserie. Der spilles med dramamusklerne over for de konkurrerende kanaler, der må være grønne i hovederne af misundelse.
Hvad er det, DR kan?
Måske at sammensætte det perfekte team – at turde give chancen til nye og ikke nødvendigvis purunge talenter – og overdrage dem kunstnerisk frihed til at gøre et tv-drama til tv-kunst uden at lefle for seerne.
Manuskriptforfatter Maya Ilsøe har fået sin fortjente hæder for et solidt manuskript med mundrette replikker, der sidder lige i skabet.
Men en eller anden i DR har også set helt, helt rigtigt, da man valgte svenske Pernilla August som konceptuerende instruktør. En satsning, for selvom Pernilla August er en erfaren skuespillerinde, så er hun grøn som instruktør. Hun har før ’Arvingerne’ blot instrueret én spillefilm (men sikke en), ’Beyond’ (Svinalängorna), som fik Nordisk Råds Filmpris i 2011. Glippede det at få set den film i første omgang, så har denne anmelder kun et råd: Se den!
Pernilla August kan det der med psykologisk og mangefacetteret persontegning. Uden så mange dikkedarer får hun sat hver eneste karakter på plads med enkle midler.
Kynisk bohemefamilie
Naturligvis føler vi alle med Arvingernes ’Askepot’, den søde og naive Signe (Marie Bach Hansen), som – troede vi først – var blevet udstødt af sin kyniske bohemefamilie, men som i tredje afsnit viser sig at være blevet revet væk af en jaloux stedmor og en håndværkerfar, der aldrig kom sig over Veronika (Kirsten Olesen). Noget tyder på, at little miss Sunshine kommer til at vise kløer i de kommende afsnit!
Vi er fascinerede af Gro (Trine Dyrholm), den udspekulerede og dominerende storesøster, som i tredje afsnit forsøger at snyde sine søskende og franarre Signe sin retmæssige arv. Men vi forstår godt, at det er svært at være Gro, og derfor holder vi alligevel af hende, ligesom vi kan lide Frederik (Carsten Bjørnlund), den materialistiske advokat med de blødende ar på sjælen.
I aftenens afsnit viste det sig, at Frederik ikke blot er drevet af grådighed og had til sin mor. Han er også maltrakteret af sorg over sin far, som skød sig i laden, hvor den lille Frederik fandt ham. En oplevelse, han ikke har delt med nogen, men som har traumatiseret ham for livet.
Og så er der frække Emil (Mikkel Boe Følsgaard), som ikke er til at stå for. Den charmerende og ansvarsløse lillebror, som har gjort hele verden til sin legeplads for mors penge, men som efterlader knuste hjerter i sin egen desperate søgen efter ro og harmoni. Jamen, vi elsker dem alle sammen med alle deres fejl og mangler, og vi er inde under huden på alle karaktererne. Det er derfor, ’dramaet om Grønnegaard’ fungerer så godt.
ER DU ENiG MED BTs ANMELDER? DELTAG I DEBATTEN HER
