Den fremtrædende Venstre-lokalpolitiker Tina French Nielsen og hendes families store landbrug Vinderupgaard gik i januar konkurs med en kæmpe milliongæld.

Nu er landbruget solgt - men med et stort tab.

Vinderupgaard, som ligger ved Nibe i Nordjylland, blev sat til salg for 69 millioner kroner, men endte med at blive solgt for langt mindre.

Ja, salgsprisen dækker end ikke det beløb, som Nykredit og Jyske Bank havde pant for. Det fortæller advokat og kurator i konkursboet, Rune Hyllested til Nordjyske.

Den præcise salgspris ønsker han ikke at oplyse.

Tina French Nielsen, som er skolerådmand i Aalborg Kommune, ejede Vinderupgaard sammen med sin familie, indtil de i januar måtte kaste håndklædet i ringen.

På det tidspunkt havde det store landbrug en negativ egenkapital på 100 millioner kroner.

48-årige Tina French Nielsen har siden 2013 været Venstres borgmesterkandidat i Aalborg.