Arlas omsætning voksede i 2022 med hele 23 procent til 103 milliarder kroner. Væksten var stort set udelukkende drevet af prisstigninger.

Det viser koncernens årsregnskab torsdag morgen.

- Et stagnerende udbud og en stabil efterspørgsel medførte stigende markeds- og detailpriser, hvilket bidrog positivt til stigningen, skriver Arla i forbindelse med regnskabet.

Selv om omsætningen er steget, har Arla dog oplevet, at flere produktkategorier er faldet i volumen. Det gælder blandt andet smør.

Inden for kategorien smør og smørbare produkter solgte man således syv procent færre produkter sidste år.

Smør er et af de produkter i supermarkederne, der har set den største stigning i pris det seneste år.

Fremadrettet forventer koncernen at se en fortsat afmatning i væksten blandt flere brandede produkter på grund af forbrugernes reducerede købekraft.

Man forventer desuden, at inflation fortsat vil være en faktor, og at det kommer til at påvirke forretningen igen i år. Det siger Arla-topchef Peder Tuborgh i regnskabet.

- 2023 bliver utvivlsomt endnu et vanskeligt år med et udfordrende globalt økonomisk miljø og fortsatte effekter af krigen i Ukraine, som påvirker både energimarkedet og forsyningskæderne.

Arla ser dog et faldende omkostningspres hos landmændene i øjeblikket.

- Vi forventer derfor, at balancen mellem udbud og efterspørgsel på markedet for mejeriprodukter vil blive genoprettet i løbet af 2023, siger topchefen.

- Imidlertid begyndte markedspriserne at falde kraftigt i fjerde kvartal af 2022, og vi forventer yderligere fald på råvaremarkederne i 2023.

I 2023 ventes den samlede omsætningen at lande i intervallet 101 til 106 milliarder kroner.

/ritzau/