Cirka 1000 SAS-piloter varsler konflikt mod SAS fra tidligst om 14 dage, oplyser Dansk Pilotforening.

Omkring 1000 piloter i luftfartsselskabet SAS har varslet konflikt om tidligst 14 dage. Det fortæller Dansk Pilotforening, der er en del af SAS Pilot Group for SAS-piloter i Danmark, Norge og Sverige.

Samtidig med at de danske piloter har afleveret et strejkevarsel, har SAS-piloter i Norge og Sverige gjort det samme.

Piloternes overenskomst udløb egentlig 1. april i år. Siden da har piloterne arbejdet videre på deres tidligere overenskomst.

Men i takt med, at en overenskomst udløber, udløber også pligten til ikke at strejke. Derfor kan piloterne med 14 dages varsel gå i strejke.

Det er særligt oprettelsen af SAS' to datterselskaber SAS Connect og SAS Link, der har været et stridspunkt i forhandlingerne om en ny overenskomst.

Formand for Dansk Pilotforening Henrik Thyregod afviser, at piloterne varsler strejke nu for at ramme SAS' højsæson i sommerferien. Han peger på, at piloterne blandt andet fredede påsken fra strejke.

- Vi har siddet siden midt-november sammen med SAS for at finde ud af, hvad de har behov for i fleksibilitet og besparelser, siger han.

- Vi har fundet en samlet pakke, som giver minimum 25 procents (besparelser, red.). Det er 500 millioner svenske kroner. Mod at vi har brug for at få arbejdspladserne i Connect og Link til vores opsagte piloter.

- Vi har brugt syv måneder. I fredags kunne SAS meddele os, at de ikke kunne give os en garanti for, at de ikke ville lave samme trick igen: Altså oprette nye selskaber og lave nye overenskomster og tage vores arbejdspladser fra os.

Flere faggrupper i SAS har udtrykt utilfredshed med, at SAS efter corona i fagforeningernes øjne har genstartet aktiviteten i de nye datterselskaber på bekostning af aktivitet i SAS Scandinavian som før corona.

/ritzau/