Hanstholm Fiskeauktion har slået alle tidligere rekorder og omsat for et historisk højt beløb.

Det skriver Nordjyske.

Auktionsmester Jesper Kongsted fortæller, at man før jul nåede en omsætning på godt og vel 800 millioner kroner. Dermed har man slået den tidligere rekord på 741 millioner kroner, som blev sat i 2019.

»Vi har generelt meget fisk på auktionen. Så et stort og alsidigt volumen kombineret med høje priser og daglige tilførsler er faktorer, der styrker vores position. Vi kan have dage med små tilførsler, men har aldrig dage uden fisk i hallen. Det er vigtigt. Vil vi være et europæisk fiskesupermarked, skal vi have varer på hylderne for at være interessante,« siger Jesper Kongsted.

Han anslår, at der er blevet omsat mellem 32.000 og 33.000 tons fisk.

Hanstholm Fiskeauktion er kendt for at omsætte fisk enkeltvis for tusindvis af kroner.

Tilbage i 2020 solgte man eksempelvis en kæmpe tun for svimlende 40.000 kroner.

Fiskeauktionen omsætter alt fra hummer, havkat, rogn og torsk, for blot at nævne et par stykker fra havet.