Efter to år har Niels Roos afsløret sin store hemmelighed.

For nu er den 43-årige nordjyske rapper bedre kendt som Niarn blevet så syg, at han har måtte udskyde sin landsdækkende turné, indtil han kan få transplanteret en ny nyre.

Men hvad betyder det overhovedet at have sådan en autoimmun nyresygdom?

Det spørgsmål har B.T.-podcasten 'Det vi taler om' sat sig for at undersøge, og derfor ringer vært Ditte Okman til speciallæge i nyresygdomme, Dorthe Mørck, i det seneste afsnit.

Og speciallægen fra Aarhus Universitetshospital forklarer, at den alvorlige sygdom skyldes en fejl i immunsystemet, der gør, at kroppen tror, den skal nedbryde sig selv.

»Så kommer der en inflammationstilstand i området, altså en form for betændelsestilstand,« forklarer hun.

Dorthe Mørck understreger ikke mindst, at det er meget alvorligt at have så lav nyrefunktion, som Niels Roos har, da nyrerne spiller en vigtig rolle i forhold til at udskille antistoffer og overskydende væske i kroppen.

»Det første man mærker er måske lidt træthed og mindre energi, så kan man få ophobninger af antistoffer i kroppen, især i huden, hvor man kan få kløe og kvalme og madlede og blive noget skidt tilpas og få væskeophobning i kroppen, for eksempel i benene,« forklarer hun.

Den nordjyske rapper Niels 'Niarn' Roos har været aktiv musiker helt frem til august. Nu afventer 'Dobbelt A'-rapperen en ny nyre.
Den nordjyske rapper Niels 'Niarn' Roos har været aktiv musiker helt frem til august. Nu afventer 'Dobbelt A'-rapperen en ny nyre. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Når så først man har endegyldigt mistet så meget nyrefunktion, er der to former for behandling tilbage: Hæmodialyse og p-dialyse.

Begge er metoder, der hjælper til at rense blodet for affaldsstoffer og kroppen for overskydende væske, beskriver speciallægen i nyresygdomme.

Mens p-dialyse er væske i poser, man får lagt i bughulen ved hjælp af et kateter, så er hæmodialyse, når man bliver koblet til en maskine, der kan rense blodet.

Niels Roos fortalte for nylig i sin egen podcast, at han netop havde fået en svampeinfektion i sit p-dialysekateter, og derfor var kommet tilbage i hæmodialyse tre gange ugentligt på Rigshospitalet.

Men sådan ønsker han ikke at fortsætte.

Og heldigvis er der en sidste mulighed, som han håber at kunne udnytte allerede her i efteråret: Nyretransplantation.

»Nyretransplantation er jo den bedste behandling for nyresvigt,« forklarer speciallægen Dorthe Mørck i 'Det vi taler om'. 

»Men der er lidt forskel på levetiden af en nyre, gennemsnitslevetiden ligger sådan på de her 15-17 år, afhængig af, om det er fra en levende donor, hvor levetiden er lidt længere, eller om det er fra en afdød.«

Hun understreger desuden, at man sagtens kan blive transplanteret flere gange.

Og netop den mulighed har Niarn allerede joket med.

Han fortalte nemlig i sin egen podcast, at både hans mor, bror og onkel havde stillet sig klar til at donere en nyre til ham.

»Jeg kan jo godt risikere, at jeg får brug for en nyre igen en gang. Så derfor tænkte jeg: Hvorfor ikke starte med min mor? Fordi så hvis den så holder 10 år, så kan jeg få Peters senere hen,« jokede Niarn om sin storebror.

Niels 'Niarn' Roos. Foto: PR
Niels 'Niarn' Roos. Foto: PR
Vis mere

Men desværre viste det sig, at hverken mor eller onkel var egnede – men det ligner det heldigvis, at hans storebror er.

»Det eneste, vi faktisk mangler, det er vævstypeprøvesvar, og det vil sige, at han er godkendt til, at han godt kan give en nyre,« forklarede Niels 'Niarn' Roos.

Men selv når man har fået transplanteret en nyre, er alt ikke bare fryd og gammen, forklarer speciallæge Dorthe Mørck i 'Det vi taler om'.

»Det er selvfølgelig risikoen, at kroppen afstøder det her organ, så de skal have noget immundæmpende behandling, og det dæmper selvfølgelig immunsystemet, både så de ikke afstøder, men også så de er lidt i nødrisiko for infektioner og sådan nogle ting,« forklarer nyrelægen.

Niels Roos har ligeledes fortalt, at han var forberedt på at så skulle tage immundæmpende medicin resten af livet.

Og ikke mindst fortalte han, at han ikke behøvede at leve meget mere end bare ti år til, da han så ville kunne følge sin og konen Asals datter Akacia til hendes tyvende leveår.

Herunder kan du høre hele afsnittet af 'Det vi taler om', hvor Niels 'Niarn' Roos' sygdom blev endevendt.